fredag den 21. august 2015

Beton, cement og blade

Det måtte jo komme på et eller andet tidspunkt. Mit første blad. Er lidt stolt over at det lykkedes nogenlunde første gang. Det er kæmpestort, og det vejer som et ondt år.


Mine rabarber var først på sommeren leveringsdygtige i kæmpeblade, som lige egnede sig til et bad eller som dekoration i haven.


Jeg fik ikke taget billeder af forløbet. Men jeg lavede en sanddynge, hvorpå jeg placerede et rabarberblad med bagsiden opad. Derefter blev der lagt en god fed cementblanding ovenpå bladet og helt ud til kanten, som endelig ikke må være for tynd. Jeg har ikke armeret , men det er sikkert en god ide at gøre, så man ikke risikerer, at det knækker. Efter ca. et par døgn vendte jeg forsigtigt mit blad og trak rabarberbladet af cementen. Bladet var rimeligt frisk, og ikke tørt, så det gik ret let at trække af. Bladribberne var temmelig kraftige og sad fast, så jeg måtte igang med en stoppenål, og fik så pillet det meste af.
Billedet viser bagsiden af "badet", efter det er tørret. Det ser ikke kønt ud, men det er stabilt, og skal bare graves ned i jorden. 
Bladet har ligget på lit de parade hele sommeren, for jeg havde ikke lige stedet til det. Pludselig en dag forleden fandt jeg lige ud af, hvor det skulle ligge. Så nu ligger det selvfølgelig sammen med "mor". Mine rabarber er her på sensommeren uddøde, og beddet ser træls og tomt ud. Nu pynter afkommet. Det kan ikke holde vand, så det skal lige tørre godt, og så vil jeg prøve med en omgang vandglas.
Her er et miniforsøg med stenbrækblade.


De er også lavet over en lille sanddynge. Nu pynter de i krukkerne ved hoveddøren.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar