søndag den 17. januar 2016

Pas på, hvad du siger!

Var din mund, det kan ende grueligt galt. 



For lææænge lææænge siden konstaterede den kære familie, at vi snart havde kobberbryllup. Øh ja jo det kan da godt være, det har vi ikke helt styr på, for vi går ærligt talt ikke så meget op i det. Men det havde de, og hvor hvad hvordan hvorledes....
Vi er ikke så meget for al den væsen, så jeg fik sagt: for det første skal vi til julefrokost aftenen før, og for det andet så er vi vist ikke hjemme dagen efter. 
Uha som lynet kan slå ned. Vi var ikke hjemme, men det var ikke lige sådan, vi havde forestillet os dagen.
For at gøre en lang historie kort, så væltede jeg i glatføre med min cykel, brækkede anklen to steder og slog en knogle af led. Så alt imens jeg blev hevet i og flyttet rundt på sygehuset, så stod familien og lavede en halv æresport. De hyggede sig, og jeg svedte i min morfindøs.


Æresporten blev flot, halv som det sig hør og bør. Tidsindstillet lys og et flot lasercut metalhjerte til at fuldende porten. Det skal da vist lige have en betonfod, når jeg bliver  mobil igen.


Der var gaver, og der var blomster. Tusind tak alle sammen. Det eneste, der manglede, var lige kobberbrudeparret. Det er ikke første gang vi har kobberbryllupsæresport. Vi har kendt hinanden siden konfirmationstid, så da vi havde kendt hinanden i 12 ½ år, havde familien også sat port op, og da var vi hjemme.

Fik lige nævnt, at vi skulle have været til julefrokost. De andre havde en rigtig god fest, mens jeg holdt skansen på 10. etage på Viborg Sygehus. Maden skulle vi selv medbringe. Vi stod for fiskeafdelingen, og Louisa (datter) bagte kagen. Amerikansk lagkage.


Opskriften er min mors, og her er den:

Til bund, 2 lagkageforme eller en lille bradepande. Jeg plejer at blande en dobbelt portion.

75 g margarine
100 g sukker
4 æggeblommer
150 g mel
2 tsk bagepulver
3 spsk mælk

Marengs: piskes stiv
4 æggehvider (ikke for kolde)
200 g sukker
1 tsk eddike

Dejen bredes ud i forme eller bradepanden. Hvis du bruger bagepapir, er det meget lettere at håndtere kagen, når den skal lægges sammen. Marengsen bredes ud ovenpå dejen. Bages ca. 30 min i en forvarmet ovn v.165 grader.

Derefter er der to serveringsmuligheder:
  1. Når kagen er kold, smøres der flødeskum ud over marengsen. Derefter pyntes med frisk frugt skåret i skiver. Det er den måde, I ser på billedet.
  2. Eller man tager halvdelen af kagen, og vender den med marengsen nedad, smører syltetøj på (abrikos smager fortræffeligt). Derefter et lag flødeskum. Den anden haldel af kagen lægges ovenpå, med marengsen øverst. Smør evt. kagebunden med syltetøj, inden du lægger den sammen. Man kan helt sikkert lægge den sammen med friskskåret frugt. God appetit. Lækker kage eller dessert. 
Og hvorfor hedder den mon amerikansk lagkage? Min forklaring er, at i Amerika er alting bare stor, større, størst, og hvis man vælger at lægge den sammen som en lagkage, kan den let snige sig op på en højde af 15 cm. Det plejer mine at blive.