tirsdag den 11. marts 2014

Mellemarbejde

Det underlige ord stammer fra min højskoletid. Vi lavede håndarbejde af højeste karat, og derfor var der ofte brug for hjælp fra ekspertisen. For at vi ikke skulle spilde vores tid på venten, så havde vi altid et eller flere mellemarbejder, som vi kunne kaste os over i ventetiden. Jo Gunnild Gaarsdal forstod at udnytte tiden på bedste vis. Mon det er derfra, at jeg har min uvilje mod at spilde min tid unødigt?


Jeg har altid gang i noget, uanset om jeg ser tv, kører i bil, sidder i et venteværelse, eller bare sidder i sofaen. Mit mellemarbejde denne vinter er grydelapper. De kræver ikke den store tankevirksomhed, ingen tælleri, bare lige op, næsten.
Inspiration er naivisme, enkle former  og farver. Jeg hækler i hør, der bliver flot blankt, når man stryger det, eller allerhelst koldruller.
Vinduer og døre er strikket i glatstrikning. Vinduessprosser er et stort og et lille kors, der er broderet på.



#potholder # #Topflappen