torsdag den 19. september 2013

Patchworktæppe/løber

Kæmper stadig en brav kamp med mit loppefundne garn. Har sat mig i hovedet, at jeg skal have brugt alle garnrester op, inden jeg køber nyt garn. Købte en kurv med indhold for omkring 100 kr. Har fået en bænkevarmer ud af resterne, nogle dannebrogsflag og så var der alle de 100 % acryl rester. Jeg er stor tilhænger af garnkvaliteter i rene udgaver og ikke alt det kunstige. Men klø på, udryd resterne. 


I strikkeverdenen er der et begreb, der hedder gobelinstrik. Det er flerfarvestrik i felter. Man strikker med en farve ad gangen, og skifter ved et nyt felt til ny farve, og lader den gamle hænge. Garnenderne snoes, så der ikke kommer huller i arbejdet. Teknikken er her omsat til hæklenålen.

Der var mange forskellige farver i kurven, og kvaliteter/tykkelse var også forskellige, så denne teknik er den rigtige til alle resterne. Nogle nøgler var store, andre var der knapt så meget af. Altså hækl et felt og se, hvor langt du når, inden garnet slipper op. Feltet kan altså ikke blive større, end garnet strækker. Arbejdet planlægger sig selv, lidt efter tilfældighedernes princip.


Alle farveskift/hæftninger foregår på vrangsiden. Enkelte kvaliteter var meget tynde, så her er der hæklet med to eller tre tråde. Jeg har hæklet med nål nr. 4,5.
Synes selv, at resultatet er sjovt, min datters kommentar lyder: Lidt for retro og lidt for flippet. Men ideen er da god nok, og alle rester, uanset om der er lidt eller meget, kommer til rette i denne form for hækling.
Jeg kunne selvfølgelig have hæklet i striber, men det er bare så ordinært og giver et uroligt samlet billede. Når den sidste rest er anvendt, kommer der et indlæg med et billede af det færdige tæppe, gulvløber om I vil.

#crochet #gobelinknitting #patchwork # yarnremnant #yarnscrap