fredag den 14. november 2014

Tomaten-Butter-Brötchen

Så blev der taget hul på min nye Flohmarkt bagebog "Backen - Die besten Rezepte von damals und heute".


Jeg har kastet mig over en bolleopskrift, og her er den frit oversat:


Du skal bruge:
100 g smør
225 g mel
½ tsk salt
1 pk. tørgær
3 spsk mælk
2 æg (pisket sammen)
50 g soltørrede tomater i olie, godt afdryppede og derefter finthakket
mælk til pensling

  1. Østrigerne er grundige folk, så ifølge opskriften, så starter man altså med at smøre sine bageplader.
  2. Mel og salt sies i en stor skål, blandes med tørgær. Smør, mælk og æg tilsættes og det hele æltes til en fast dej.
  3. Dejen æltes godt igennem på et meldrysset bord til den er fin og glat - ca 5  min.
  4. Læg dejen i en skål, der er smurt med smør. Dækkes til og stilles lunt i 1-1½ time. Dejen fordobler sig. Ælt igen i nogle minutter.
  5. Ælt de soltørrede tomater ind i dejen. Da de er oliefyldte, kan det være nødvendigt at tilsætte mere mel.
  6. Del dejen i 8 stykker, der formes til kugler og lægges på bagepladen. Dækkes med et klæde og efterhæver endnu ½ time. De fordobler størrelsen.
  7. Pensl Brötchen med mælk, og bag dem ved 230 grader i 10-15 minutter. Ovnen er forvarmet.
  8. Lad Brötchen afkøle lidt før servering.


De smager bare godt. Her er de serveret på mit loppemarkedsfad - et typisk Gmunderkeramik. Håndlavet. Et tip: jeg var doven, så tomaterne blev hakket i minihaker, det gør jeg ikke næste gang, da stykkerne blev for små. Jeg kan godt lide, at man kan se, hvad det er man spiser. Så håndhak kære bager.

# Tomaten/Butter Brötchen #Boller med soltørrede tomater #Scones wit sundried tomatoes