onsdag den 9. december 2015

Julekjoler, parisermodel

Fredag d. 13. november blev fredag den 13. for mange personer i Paris. Jeg havde i løbet af ugen sat mig op til at skulle have en syweekend, og fandt da også forskellige stykker stof på lageret. Fandt et stykke bagest på hylden, som jeg egentligt havde glemt. Men frem kom det.


Udtrykket Parisermodeller får nu lige pludselig en helt anden betydning. Jeg klippede to kjoler. Lidt af en udfordring, da mønsterrapporten efter min bedste overbevisning vendte forkert på trådretning. Stoffet havde temmelig meget stræk, men det gik endda. Disse to kjoler kom der ud af en rest til 6-8 Euro købt i Karstadt i Hamburg i starten af juni måned. Og der er nok tilbage til en T shirt.


Eneste detalje på denne er de to snydelommer placeret i overskæringen med pynt af tre små knapper i blå, rød og hvid. Grundmodel er en Onion 2045. Kraven er et eksperiment. Lige nu er der mange kraver fremme i modebilledet med overfald. Og faktisk havde jeg fat i de gamle tilskærerbøger, papir og måleredskaber. Tog lige en konference med google min ven og fandt ud af, at kraven består af et langt lige stykke foldet på midten. Længden svarer til halsudskæringens mål + overfald. Tja hvor nemt kan det være. Kraven slutter pænt til halsen, men næste gang vil jeg nok øge vidden i yderkant, så den måske falder lidt anderledes.


Denne kjole er med raglanærmer. Udgangspunkt er en bluse fra en Alt om håndarbejde, så vidt jeg husker. Eneste pynt er manchetterne, igen med Tricolorens farver. Nederste kant svinger lidt. Kan absolut ikke anbefales, da den er svær at lægge op. Skulle vist være lagt op med belægning, men det gik da med tålmodigheden på sidelinjen. Denne kjole fik også krave. Jeg er meget glad for de flade drengekraver, der er bedst i stolper. Min kjole var rund i halsen, så jeg kastede mig ud i at konstruere en drengekrave, der skulle monteres i en helt rund halsudskæring, det lykkedes godt, efter min egen mening.

#sewing dress #Nähen Kleid #sy kjole