mandag den 12. oktober 2015

Mosel

12.10. 15
Op til morgenmad og så afsted mod Bernkastel-Kues. Undervejs langs floden er der små tågebanker; et smukt syn. Lidt mosekonebryg måske.


Tror Bernkastel er en af de smukkeste byer langs med Mosel. Med specielle og meget gamle og velbevarede middelalderbygninger, der er vedligeholdt til fulde.



Husene står så tæt, at de næsten læner sig op ad hinanden.


Rundt omkring i byen hænger der vise ord på skiffertavler - området er skifferrigt. Jeg faldt for lige netop denne tavle, for hvis ikke den skulle hænge her, hvor skulle den så hænge!


Dagens første Federweisser blev indtaget i en meget smal gyde, hvor udskænkningen foregik i en mere end 400 år gammel krypt. 


Spændende at se, og Federweisser var selvfølgelig god. Vi var oppe på et af bjergene bag byen med fuld udsigt over Mosel. 



Naturligvis er Flammkuchen og vin et must.


På vejen ned har vi udsyn til drueplukkerne på det modsatte bjerg.


Vinmarkerne ligger lige i baghaven.


Turen gik videre til Trier, som altid er et besøg værd. 


Tror aldrig jeg kan blive færdig med at kigge på Porta Nigra. Alt gammelt, antik og selvfølgelig historisk er lige mig. Jeg har en skolekammerat Randi, der er bosiddende i Luxemburg. Hun har sendt mig et link  med 36 grunde til hvorfor man aldrig skal besøge Trier. Og der skal bemærkes, at jeg først fik det, da jeg havde været der 3 gange.  Markedspladsen sikke et syn.


Efterårsfarverne klæder den gamle by.


Mit kun et år gamle digitalkamera har fået en nullermand på linsen, og selvfølgelig på den indvendige side. Det må der rådes bod på for en tosset fotograf som mig, for et kamera med nullermænd, den går ikke. Saturn måtte kunne byde på et nyt kamera, og det blev et nyt Nikon i guld, det er da noget der dur. Det tager da vist udmærkede billeder.


Aftensmad i Cochem. Mørket er faldet på, og lysene spejler sig smukt i floden.


Og så har vi også set det med; salat og en dejlig Moselschnitzel gratineret med ost, men hvad gemmer der sig nedenunder: minsandten lasagnefyld.



Det kan da ellers godt være at vi blev mætte. Holdaheltop. Dagens vivofittal 10 km.

#Bernkastel-Kues #Trier #Cochem