tirsdag den 2. februar 2016

Mars og rice crispie kage

Første gang jeg er udenfor en dør i 14 dage, føles som en ekspedition. Målet er min bror og svigerinde, hvor min niece Marie har indbudt til studenterfest og fødselsdag. Hyggeligt. Fik lyst til at dele desserten med jer. En som jeg også ville kunne lave, succesfuldt.
Jeg har intet billede, og har faktisk googlet mig frem til en opskrift her.  Min svigerinde Tina pyntede med friske skiveskårede jordbær og bananskiver. Det smagte virkeligt lækkert. Når jeg bliver mobil igen, kommer der et billede. 
Tina havde lavet kagen i en bradepande, og brugte til bunden:
6 marsbar (de vejer ca 100 gr stk)
150 g rice crispies
75 g smør
8 spsk sirup

Og nu må jeg se, om jeg kan huske, hvad hun sagde: Marsbar hakkes i stykker. Smeltes sammen med smør og sirup over (sikkert) svag varme. Når massen er flydende, tages den af komfuret, og rice crispies blandes i. "Dejen" hældes i en form, gerne med bagepapir, hvis kagen skal flyttes inden servering, tryk den så den bliver tæt og fast. Den skal ikke bages, bare sættes på køl, indtil den skal serveres.

Fyld er frisk frugt skåret i mundrette bidder, som derefter er drysset over kagen, der er dækket af flødeskum eller en blanding som følger her:
3,75 dl piskefløde
3 tsk flormelis
4,5 tsk vanilliesukker
3,75 dl creme fraiche

Pisk fløde, vanilliesukker og flormelis stift. Vend forsigtig creme fraichen i. Fordeles over bunden, pyntes med frisk frugt efter smag. Er sikkert også god med chokolade/ marcipan/nøddedrys. Velbekomme.

#Mars + Rice crispies