onsdag den 29. maj 2013

Lopper

Et godt loppemarked skal man aldrig kimse af. Jeg er vild med loppemarkeder – ikke kræmmermarkeder, for der er der altid en masse nyt plastikskrammel og kinesermøg. Nej et rigtigt loppe-et af slagsen med mange underlige ting og sager. Det behøver ikke være antik, gammelt, men derimod anvendeligt. Min familie ville sige, at alt er uanvendeligt, og at jeg helt sikkert ikke har brug for det, jeg slæber hjem. Men men, jeg er desværre eller heldigvis en samlernatur og kan bruge næsten alting.
Har lige været på et mini, i et gammelt fiskerhus på havnen. Og fandt, efter min mening gode ting til billige penge. Her er hvad jeg fik for 146,-:


En ægte perlekæde med defekt lås. Et stykke rav, 6 cm lang.
Ravet skal monteres i en lædersnor og måske lige pudses/ slibes en smule. Perlekæden skal have en ny lås. Den har en rigtig flot farve, og helt ærlig hvor meget kan man få for 15,-? Vel ikke en gang en halskæde af plastik.
6 hvidmalede trækasser 20x20 cm.
Kasserne har været til julepynt, men nu skal de have en renaissance og opbevare/ gemme nogle af mine småting. Hov kan lige se på billedet, at jeg glemte at nævne et stykke julepynt af glas. Det ligger foran kasserne.
3 zinkbaljer. De ovale er ca. 25 cm lange, og den store er ca. 30 x 40.
Zinkbaljerne skal tilplantes med sommerblomster, når jeg lige får mig taget sammen til at få nogle købt.

Og Snøvsen, en af min barndoms yndlingsbøger.
Og så er der lige Snøvsen, han er så sød, bliver helt rørstrømsk. (Desuden fik jeg tre gamle tallerkener, som er undervejs i processen, der skal bores huller og skrues lidt til en opsats.)

Alt blev fragtet hjem til campingvognen på cykel ----- jeg var nødt til at køre to gange, for der er jo grænser for, hvor meget man kan have på cykelstyret og i cykelkurven. Måske skulle jeg anskaffe en cykelanhænger?

Lidt nostalgi: I dag kunne min far være fyldt 75 år, stort tillykke kære far.