fredag den 9. august 2013

Hæklede hynder

Så kom hun lige i gemmerne igen. Skulle finde noget bestemt garn, der var blevet arkiveret lodret alt for godt. Og så sker det, der altid sker, når jeg kommer på "lageret", der dukker ting op, som man faktisk lige havde glemt, man var begyndt på. Ude af øje ude af sind tror jeg det hedder. 
På min vej gennem diverse "lagt-på-midlertidig-lager" fandt jeg 15 færdighæklede firkanter hæklet i den store ende. De var starten på en bolero fra Drops, den kom bare aldrig videre, interessen gik tabt. 


Hvad skulle der nu blive af de 15 lapper?  Mit "sæt-igang-gen" arbejder altid og på højtryk, og lige meget hvor jeg befinder mig, så samler jeg på gode ideer og tips til mine egne arbejder. Min ferie i år gik, som altid :-), til Østrig, og her kommer ideen til at bruge lapperne fra. 

Vi er her i Danmark meget materialistiske, alt skal være så fint og flot, ingen halve løsninger. I Østrig ser man på sagerne med andre øjne. Højt oppe i de små Almhütten har man ikke tykke og dyre hynder på bænke og stole, nej her bruger man det, man har ved hånden. Nogle steder er det blot en gammel udtjent gulvløber, der er foldet et par gange og lagt på bænken. Andre gange er det en bane, hæklet af garnrester, som blot er lagt på dels som pynt, men også til at lune rumpen her oppe i højderne.


Her kommer mine lapper på banen. Der var 15, og hurtigt blev nr 16 hæklet. Man kunne jo lave en avanceret hynde til de 4 stole, der aldrig fik en købt hynde. (Synes de er til ågerpriser, når jeg ved, hvad materialet koster).


Lapperne hækles sammen 4 og 4, og samles med to omgange stangmasker, der indrammer blomsterne.Hynden er lidt tynd, så der hækles også en bagside. De to lag hækles sammen, men kun på de 3 sider. Nu er det nærmest en form for betræk.


Der hækles et par snore, så der kan bindes for betrækket. (For man kunne jo putte en lille hynde/pude i betrækket). Multifunktionelt: en sædehynde, der hurtigt forvandles til et pudebetræk.


Og sådan ser hynderne ud, når de ligger på stolene. Der er hæklet med tykt uldgarn og nål nr 5½.