tirsdag den 8. juli 2014

Hindbærtid

Hvis I er vilde med de vilde hindbær, så er det altså nu, de er modne og næsten overmodne.


Omme ved min tøjsnor, der faktisk ligger i kanten af en brakmark, er der et vildtvoksende hegn af gran, hyld, diverse grønne voksende tingester, vilde brombær og vilde hindbær. Alt gror i et stort virvar, hulter til bulter, og i år har hindbærrene altså valgt at bære frugt til overflod.


Ved et tilfælde opdagede jeg bærrene, normalt er det kun nogle tørre gnalllinger, der hænger på buskene, men i år, til trods for den varme sommer, er der mange bær på buskene.


Jeg kan da ikke bare lade dem gå til spilde, de er modne, faktisk overmodne, og efter en eftermiddags plukning, 3 bremsestik, temmelig oprevne arme, og et par cowboybukser, der ser ud, som om der er begået et mord i dem, ja så kunne jeg lægge 10 kg, ja du læste rigtigt, 10 kg bær i fryseren.


Jeg har ikke vasket bærrene inden frysning, men lagde dem ud på en avis, så dyr og kravl kunne spadsere væk. Normalt bryder jeg mig ikke om hindbær, da de ofte er fyldt af orm. Men underligt nok, så er der i år ingen orm i hindbærrene. Måske det har været for tørt. 

#Himbeeren #hindbær # raspberry