onsdag den 29. januar 2014

Paper matrix og flag

Her er en af grundende til, at jeg ikke har tid til at skrive indlæg. Når jeg kan komme afsted med at se Frihuset, ja så hænger jeg foran tv´et. Frihuset er genialt til nørklenørder som mig. Der er masser af gode ideer, tips og tricks til inspiration eller til lige at afprøve. 
Tilfældigvis dumpede jeg ind en dag, hvor der var papirfoldning/flet.
Paper matrix er navnet, - du skal bare google - bag bloggen gemmer der sig såmænd en dansk pige, der folder 3 d. Det må bare afprøves. Hun har lagt skabeloner ud på sin blog, lige til download og så er det bare igang.

Her er mine første forsøg. Skabelonerne skal klippes eller skæres ud. Fra mine dage som klubmedarbejder erindrer jeg, at vi klippede og skar mange vinduesdekorationer. Det tager hundrede år og en madpakke at tegne alle klippene op, så vi kopierede dem og klipsede dem på karton, nu var det bare at gå igang med saks og kniv. 



Jeg fandt ud af, at man kan klippe/skære 4 lag ad gangen, tidsbesparende.  Det lyder voldsomt, men Paper Matrix skriver, at man skal bruge papir 80 gr pr m2, så det kan lige gå. Til orientering så svarer det til alm. kopipapir.

Her er de første foldninger/fletninger. Det er flag, de skulle være i nordiske farver, men jeg synes, at sort/hvid kunne se flot ud.
Flaget med enkeltkors er lettest at flette. Dem har jeg efterhånden en stak af. 


Flaget med dobbelt kors er bøvlet at lave. Jeg havde klippet en stak skabeloner og sad og foldede, mens jeg så tv. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg gjorde, lige pludselig så var den der, og det har ikke siden været muligt at flette flere. Øv for den, jeg kan bare ikke knække koden.
Jeg har gjort mange mærkelige forsøg, og kan dælme ikke gøre det igen. Det var vist et tilfælde, at jeg flettede en korrekt. Det er flettet af tre lag. Det enkelte kors består af to lag, og er lettere at gå til.


Til orientering kommer der flere fletterier. Papirarbejde er og har alle dage lige været mig.

#Paper Matrix # flag garland #papirfoldning #paper work #Papierarbeit