mandag den 21. september 2015

Gamle bøger og papirfoldning

Næste projekt til valgholdet i billedkunst er genbrug af gamle bøger.


Personligt er jeg meget betaget af at folde de gamle bøger til smukke former og skulpturer. Denne "installation" er let at folde. Denne er foldet af en del af en ordbog. Der er ca 65 sider, og sidestørrelse er 23 x 15,5 cm. Dette er også kubens færdige mål.


Ryggen skæres fra bogen, og et passende antal sider tages fra. Bogen er nærmest sammensat i små blokke, så find et passende sted at dele.


Bogens øverste hjørne foldes mod ryggen, helt ind til sammensyningen.


Nederste hjørne foldes ligeledes mod ryggen.  Beklager, at billederne ikke vender ens, men de vil selv bestemme retning i dag.


Pres folderne skarpt.


Vend til næste blad, og fortsæt bogen ud.


Kuben kan ligge som pynt.


Den kan stå - med hjælp fra en lille skål.


Bemærk den er ikke ens i begge ender.




#Bookfolding #Bücher falten #foldede bøger

lørdag den 19. september 2015

Beton, cement og gammel glasskål

Fandt denne sjove gamle glasskål på loppemarked.


Det kom der disse sjove stjerner ud af. De måler fra spids til spids 12,5 cm.



Formen blev smurt godt i olie, og den første stjerne smuttede fint ud af formen. Nummer to var værre. Den sad fast, og jeg var faktisk klar til at smadre skålen, men efter en tur i mikrobølgeovnen og et par minutter upside down, så faldt stjernen ud. De skal helt sikkert indgå i en eller anden form for juledekoration.
Der sad efter rengøring stadig cement i skålen, det blev fjernet med et stykke ståluld. Skålen er nu fin, flot og skinnende igen.
#Zement DIY #concrete DIY #cement DIY

søndag den 13. september 2015

Beton, cement og udstiksforme

Projekt med kageforme...det er nok første og sidste gang. Jeg havde nogle kageforme i metal, som stod for skud. En æske med tallene, et par hjerter og en bamse.
Formene smørres godt med madolie, inden de kommer i berøring med cementen. I dag er jeg på forkant med situationen og har styr på huller i produktet.

Hjerterne hulles med tændstikker, der omvikles med tape, så de er lettere at få ud igen.


Formene placeres på tykt karton. De tapes fast til kartonnen, så de ikke skrider. Prik et hul med en stoppenål, og prik tændstikken i. Fyld med et lag på 2 cm cement. Lad det tørre.


Bamseformen tapes ligeledes på karton, der prikkes hul og en tændstik stikkes i hullet. Den har ikke fået tape fordi:


Jeg sætter et sugerør over tændstikken, da hullet skal være større. Hæld cement i formen i et lag på ca 2 cm. Tør og fjern formen efter nogle dage. 


Og hvorledes gik det så? Humørikoner kan man vist ikke lave her på bloggen, men skal vi hurtigt konstatere, at det nok er sidste gang, der støbes i metalforme. Hjerterne og bamsen kom efter en hel del besvær af formene. Der er huller, altså er de ikke rystet nok, eller pyt jeg kan godt lide det rustikke og knapt så perfekte. Og hullet skal lige pudses. Bamsen blev OK.


Hjerterne ligeså. De kan sikkert hænge til pynt på en urtepotte, mangler bare en kraftig snor i læder eller hør.



Alle tallene kunne næste ikke komme ud, så de blev knust, og formene... ja gad vide om de kan stikke kager mere...
Så blev vi så kloge. 

#Beton DIY #concrete DIY #Zement DIY

fredag den 11. september 2015

Beton, cement og cheasybøtter

En stor skyrbøtte og en halvliters creme fraichebøtte er udgangspunkt for denne model. Inderbøtten holdes nede af rigeligt med sten. Det er svært, for bøtten nærmest skubbes op.


Jeg synes overflade og facon er meget smuk. Lige for øjeblikket er den udstillet i montren på skolen som inspiration til mine elever. Der er blyanter i, men når den kommer hjem... ja hvad skal der mon så i?


Et lille tip: hvis man ikke kan få formene af det støbte, så kan man give hele molevitten en tur i mikroovnen (selvfølgelig ikke, hvis der er metal i). Betonen bliver varm, plastikformen blød, og det kan skilles ad ret let.

#Zement DIY #concrete DIY #cement DIY

onsdag den 9. september 2015

Beton, cement og sodavandsflasker

Sodavandsflasker, der er klippet op, kan også blive til støbeforme. Ved ikke lige om jeg synes om det, men det er en hurtig måde at få en form på. Man kunne evt. pynte den med blonde! Jeg har sat et plastikkrus i for at skabe et hul. Jeg ville egentligt gerne have et hul til et megafyrfadslys, men det var ikke lige på lager. Håber så bare, at hullet er stort nok til lyset, ellers må jeg fylde op med strandsand, og derefter placere et lille fyrfadslys.


Sådan ser den rå stage ud, helt uden pynt og dikkedarer.


#Zement DIY #cement DIY #concrete DIY

mandag den 7. september 2015

Beton, cement og kageform af silikone

I en genbrugsforretning fandt jeg denne silikoneform til næsten ingen penge. Det kom der denne kageopsats ud af.


Formen som den blev, inden fod kom på.


Foden er støbt i en rødlerspotte, der er foret med en plastikpose, deraf den riflede og rustikke overflade, som jeg er ret vild med.


Selvfølgelig vendes foden, så den er bredest forneden. Hele herligheden er limet sammen med fliseklæb. Tror jeg bliver meget glad for mit nye rustikke frugtfad. Efter en god gang tørring og hærdning smurte jeg det hele ind i vandglas.


#Zement DIY #concrete DIY # cement DIY

lørdag den 5. september 2015

Beton, cement og østrigske smørbøtter

Mani eller skøre ideer? Alle bøtter er for mig potentielle støbeforme. Også disse smørbøtter, der for mig er et godt minde fra sommerferien. De indeholdt nemlig mit yndlingsmør, som er et must på min ferie i bjerglandet.


Plastikbøtter er gode at støbe i, da overfladen bliver meget flot og glat, og så er det færdige emne let at få af formen.


Hulrummet i den lille skål er lavet af en plastikbøtte, der indeholdt badeshampoo. Bøtten er skåret  i to dele, da jeg kun havde en og derefter sat ned i formen (bunden er tapet til). For at holde den nede, er den fyldt med sten. Og det allerbedste: bøtterne gik ikke itu, så jeg kan lave flere.

Og hvad de skal bruges til? Ja det finder jeg nok ud af med tiden.

#Zement DIY #cement DIY #concrete DIY

torsdag den 3. september 2015

Beton, cement og uheld

En gang imellem kan uheldige forsøg vise sig at være helt fine alligevel. Her er et af mine.


Der var en slant cement tilbage i blandebaljen, og jeg blev hidkaldt til anden side. Hvad gør man lige i en fart! En stor plastikbøtte, fra rejer tror jeg, og en rødlersurtepotte. Ned i bøtten med cementen, en plastikpose omkring urtepotten, og ned med den. Banke banke, ikke bøf men bøtte ned i gulvet for at fjerne luftbobler. Hvad sker der så? Plastbøtten revner. Øv. Har ikke tid til hverken at finde ny bøtte, omhælde eller glatte, så hen i hjørnet med hele molevitten.
Resultatet blev som vist. Synes faktisk, at revnen er ret dekorativ, og det upolerede look på toppen går an. Med tiden vil løgene sikkert gro ud over kanten. Så husk lige at trække vejret, inden der kasseres.

#cement #concrete #Zement

tirsdag den 1. september 2015

Beton, cement og paprør

En hurtig ide; toiletpapirrullen og en stump ståltråd kan hurtigt blive til et lille minimalistisk juletræ. Personligt kan jeg godt lide det simple og enkle look. Træet bøjes i ståltråden. Bunden i toiletpapirrullen tapes til. Der fyldes cement i, og metaltræet stikkes i.


#Zement #concrete #cement