søndag den 7. august 2016

Mormor er in, også hendes småkager

Mormor dit og mormor dat er in lige for tiden. Jeg hopper med på bølgen og snupper en opskrift fra børnenes mormor. Tiden var knap, så jeg havde ikke oceaner af tid til en gang småkager til at tage med i campingvognen.
Mit valg fra min gamle håndskrevne opskriftsbog blev de falske makroner - en opskrift fra min mor. Dejen røres sammen på røremaskinen. Den er lidt løs i det, så hver enkelt makron trykkes sammen i hånden, og efter den er placeret på pladen, får den lige en ekstra trykseksten, så den bliver flad. 


Kagerne ligner makroner, når de er bagt.


Her er opskriften på de falske makroner:

  • 125 gr margarine
  • 375 gr sukker
  • 2 æggeblommer
  • 1 tsk hjortetakssalt
  • 250 gr mel
Alle ingredienser blandes sammen. Størrelsen på kagen er vel en god teskefuld. Tryk sammen til en kugle, der også trykkes flad, når den er sat på bageplade. Bages v. 140 grader i 18-19  minutter. De skal være let brune på bagsiden.

Den vakse har sikkert bemærket, at der skal to æggeblommer i dejen. Hvad stiller man så lige op med de to hvider? Jo der er knagme også lige en opskrift på havreruder, hvor der skal to stiftpiskede æggehvider i. Win win.


Opskriften på havreruder - også en mormoropskrift:
  • 6 dl havregryn
  • 2 dl sukker
  • 1 spsk vanillesukker
  • 200 gr margarine/smør
  • 2 stiftpiskede æggehvider
Bland havregryn, sukker og vanillesukker. Smelt margarine/smør og hæld det over blandingen. Lad det afkøle, inden de stiftpiskede æggehvider vendes i. Hæld dejen i et smurt fad. Bages ved 200 grader i 12-15 minutter. Skær kagen i bidder på 4 x 4 cm, eller den størrelse, du foretrækker.  God appetit.

#false macarone#falsche Makronen #falske makroner #havreruder #Plätchen #cookies