lørdag den 17. august 2013

Hængende have

Jeg havde under omplantning af min agave fundet en selvsået citronmelisse og et bundt oregano - begge planter gror som besat, sår sig selv overalt. Et par store plastikdunke, som havde fungeret som selvandere i et par krukker satte fantasien i sving. Kunne man forene de 4 til noget fornuftigt?


Skær et hul i plastikdunken og fyld god muldjord i.


Så plantes de to krydderurter i flaskerne. 

Man kunne jo stille flaskerne op, og så lade urterne gro frit derfra.

Man kunne jo også tage peddigrørskurven, som er blevet flyttet fra Herodes til Pilatus efterhånden mange gange. Garnkurv, papirkurv, opsamler til overlocken og ja som catcamp, multifunktionel; men aldrig kommet helt optimalt i brug. Erna Iversen nåede lige at indlogere sig, inden jeg bestemte mig for den endelige anvendelse af kurven, som vist også er købt på et eller andet loppemarked. Kurven har ører, og egner sig måske til ophængning.

Kurven kom op at hænge, ind med flaskerne. Og nu er det så bare med at vokse i en fart. Når der skal vandes, skruer jeg lågene af og hælder vand på. Smart, tja det vil vise sig!