søndag den 23. marts 2014

Antik, retro eller bare skrammel

Jeg vil gerne se tv-udsendelser med genbrug og udsendelser, hvor man går på jagt i folks gemmer. De giver inspiration til selv at gå på loppemarkeder, eller endnu bedre; at gå i egne gemmer. Jeg blev inspireret forleden - så hvad der er trendy/sjovt lige nu, og sandelig om ikke jeg lige måtte en tur omkring drivhuset, ud under svalegangen og ind bagest i skabene. Her er hvad der lige var på mit lager. 


Denne smukke blå skål, som er mønsterbeskyttet lå ude under svalegangen. Desværre kan jeg ikke tyde navnet - det starter med H og ender på...ev.. Skålen er nummereret, og har no 28984, derudover står der 40. Jeg har brugt den til urtepotteskjuler, blev træt af den, og den blev sat på det udendørs fjernlager. Købt for en slik på et eller andet loppemarked.


Smuk og anderledes vase, eller er det en skål, er fremstillet i Tyskland, håndmalet. Desværre er der et lille skår i kanten. Så på tv, at denne form for vaser/potter/skjulere er i meget høj kurs lige nu. Kan ikke helt læse firmanavn men det er noget med...la.Den var vist med i et læs "altmuligt" min mand kunne få blot for at tømme ud.


Den høje vase er brunsort. Indeni er den flot grøn, kan ikke definere nærmere - ikke irgrøn ikke limegrøn men noget midt imellem. Den er signeret Eslau 23/2.
Mælkekanden er vist arvegods fra min bedstefar. Den er godt slidt, der er nærmest ikke glasur tilbage på hanken. Tidens tand, gad vide hvor mange liter, der er gået gennem den? Og tænk om den kunne fortælle en historie? Hovsa,  en ide til en dansk stil. Dekorationen virker som en form for signatur.


Så er der to urtepotteskjulere - tror de er fra mor, mormor eller var det bedstefar? De var også hengemt på fjernlageret, men er nu hentet ind til de andre blå potter. Blåt er flot.


Smukke og enkle former, denne form for vaser er særdeles populære lige for tiden, min er, tror jeg, ikke en af de dyre, snarere en look alike. Men pyt, den er vanvittig smuk. Også med i "Altmuliglæsset". Under bunden står der knagme også Eslau, og denne har nummer 16. Iøvrigt er navnet håndskrevet og ikke maskinpræget. Måske man kan finde noget på nettet? Jo dælme, De er retro og koster 3--400 kr stykket. Og min har kostet nul og nix.


Kunst eller kitch, tja. Min mor gav mig den, og faktisk syntes jeg dengang, det var en rædsel uden lige. Nu er min mor død og borte, og jeg er blevet meget glad for den. Ikke fordi jeg partout SKAL være glad for ting fra min mor, men fordi jeg helt ærligt synes, den er meget charmerende og ret raffineret i udtrykket. Den er fra Italien - med pålagt guld.

Sluttelig gravede jeg en kande mere frem fra det bageste af min gamle buffet, eller er det måske en vase. Retro så det basker, enkelt mønster, smuk og klassisk facon. Den er også fra "Altmuliglæsset". Under bunden står der Foreign 275 28. Og det hedder så Scheurich, kan man læse på nettet. Modellen/faconnen er fra halvtresserne eller 1961. Åh al den viden man kan hente på nettet.

Alt i alt er det, syntes jeg, nogle flotte ting, som absolut intet har kostet.  Forstår I, hvorfor jeg er vild med genbrug, gode fund og godt gamle ting. PS behøver jeg sige at de dumme kommentarer selvfølgelig kom "Vil det så sige at vi skal passe på det gamle lort". "Ku` du så ikke tage og sælge det?"

#retro #second hand  #kitsch #alte Sachen #eslau #Scheurich