tirsdag den 29. marts 2016

Det ´ bedstes kuffert

Jeg er igang med at lave en "Det´ bedstes kuffert" med "jenne guer sawer". Indrømmet; ifølge kalender og kolde facts så er 3. generation i familien ankommet, og der er helt sikkert mere/flere i vente. Herligt, så kan man bruge de kreative kræfter på andre end sig selv, og småting kan der blive mange af ud af alle rester - både garn og stof.


Her i familien hedder det mormor og morfar, farmor og farfar af den simple årsag, at alle ved, hvem der er tale om. Ikke bare bedste, som jeg dels synes lyder gammel, men hvem er det lige, der er tale om. Så vore egne børn havde ingen bedster, men derimod morforældre og farforældre. Således også vort barnebarn.
Nå hvor kom jeg lige fra; jo jeg er igang med at aflive alle garnrester, og det går ret godt. Mit ønske er at opbygge et lager af "færdigvarer", der skal lægges i en gammel kuffert, som man kan kigge i og se, om der er noget der frister. Jeg er ikke den store tilhænger af slikkeri, synes det er dårlig vane og ret usundt. Derfor vil jeg gerne, at mine børnebørn har en kuffert, hvor de kan kigge i, når de er på besøg. Måske der så er en lille overraskelse.
Kufferten er også en familiekuffert, det er oldefars gamle med et flot kuffertmærke på. Ren nostalgi. Den er vist fra soldatertiden - fra Skive til Københavns hovedbanegård.