onsdag den 17. juli 2013

Gul dag

Dagen i dag er dømt til at være en gul dag. Gul er falskhedens farve, og måske var det derfor, at min mor hadede gule blomster, især på kirkegården.


Jeg elsker alle blomster, de er smukke, hver på deres egen måde. Hvis man zoomer ind på den enkelte blomst, vil man se alle små detaljer. Prøv selv, gå på opdagelse med dit kamera, eller som jeg; brug din telefon.


At gul er en af de herskende farver i naturen er ikke et tilfælde, signalgul skriger på nysgerrige besøg fra fluerne og bierne. Jeg har været på fotosafari imellem klit, fjord og hav, og her er et udsnit af de gule indslag på min tur.


Nogle af blomsterne kender jeg, de findes også inde i landet, andre er specielle for det barske klima på den jyske vestkyst. Et er dog fælles for alle mine gule blomster; de gror vildt i naturen.


Håber mine lynskud har givet lyst til en lille tur på cyklen og gerne med kamera eller telefonen i baglommen.
Billederne er "redigeret" på telefonen i en App, der hedder Insta Collage. Det er let, hurtigt. Billederne er derefter overført til min Dropbox, lagt ud på mit skrivebord og derefter hentet ind på bloggen.
Og jeg kunne blive ved, på hver eneste cykeltur opdager jeg nye blomster.