fredag den 7. februar 2014

Paint shop pro

Da jeg læste billedkunst på seminariet, fik vi opgaver hvor vi skulle arbejde med billedmanipulationer. Meget spændende og en helt ny arbejdsform for os. Dels kendte vi ikke ret meget til pc´ere i det hele taget, og programmet, du godeste vi kom på prøve. Jeg har fundet nogle af mine billeder fra dengang frem igen. De er interessante at kigge på, og man får lyst til at lave flere.


At lægge billeder oveni hinanden giver en fed effekt.


Man starter med at tage billeder af diverse motiver, måske har man et tema. Her  er der en avisside med tekst, et billede af en mand og et skræppeblad, der er præget af efteråret, frønnet og fuld af huller, så man lige kan kigge ud.


Når man har fundet en rigtig god konstellation, kan man arbejde videre med lagene; skrue op og ned for farve, gennemsigtighed og flytte lagene i forhold til  hinanden.






Og min helt klare favorit i dette forløb.


Alt i alt et meget spændende forløb, som godt kunne tåle en gentagelse. Digital foto manipulation yes:-)

#DIGITAL PHOTO #Paint shop pro # corel foto shop

onsdag den 5. februar 2014

Kubistisk inspiration

Min yndlingskunstretning er så afgjort kubismen, der ofte inspirerer mig til skulptur, maleri, tegning, broderi etc. Her  er det mine fotomanipulationer, der er overført til en enkelt og simpel streg.



Tegningerne er  farvelagt med farveblyant i sarte pasteller.






Det er egentligt en skam, at de ligger og putter sig på bunden af en kasse sammen med alle de andre krusseduller!

Et tilbageblik på indlægget d. 19.11.13 om kort; her er der også kubistisk inspiration på kortene. Stregen er enkel, uden en masse overflødighed - lige min stil.  Der er masser af kubisme på lageret, så der kommer flere  indlæg.

#kubistic drawing #kubistiche Zeichnungen #kubistisk inspiration

mandag den 3. februar 2014

Forår i luften? Nye dækkeservietter tja

Det bliver vel forår på et eller andet tidspunkt... Julepynten er nede, og man længes efter ducede forårsfarver, spæde forårsblomster, solen og lidt lunere vejr. 

Jeg blev i forårshumør af denne kurv fuld af stoflapper i skønne nuancer. Stoffet var klippet i lapper, så jeg skal bruge dem, som de er og hvad kan man med dem?


Størrelsen sætter en begrænsning og dog. Normalt klipper man i et stykke stof for derefter at samle det i en eller anden formation. Her er det omvendt, der er allerede klippet for mig, og hvad kan det så samles til? Patcwork og dækkeservietter;  jamen små traditionelle  servietter, for pokker dem bugner skabet jo af. Hvad med at lave to oversize, der dækker tværs over bordet til personen overfor?


Som sagt så gjort. Prøveoplægning, flere forskellige mønstre sammen, eller bare to forskellige?
Den stribede og den lysegrønne løb af med sejren.


Bagbeklædningen blev hør. Her er et lille sypigetip til altid at klippe trådlige. Træk en nål henover stoffet, idet du strammer stoffet ud. Nålen vil altid blive i den samme rille, hvis det vel at mærke er et stykke lærredsvævet stof. Nu har du en fold at klippe efter. Nogle stoffer kan man også bare rykke over, men det er ikke alle, så klip hellere. 



Alle firkanterne sys sammen og presses efterhånden, og de sys sammen med bagbeklædningen. Husk at stoppe med nålen nede i hjørnerne, så får du et flot og skarpt hjørne. Løft trykfoden og drej stoffet i den nye retning.



Her skal sømmen også "presses", men da det er svært at presse, så kan man med fordel kradse sømmen flad, inden man vender retten ud.



Som I kan se er der et stykke af bagbeklædningen, der har ægkant. For at få det pæneste resultat er det vigtigt at klippe den af, da den kan trække sig under vask, hvilket giver en træls forside på det færdige arbejde.


Når sømmen er kradset, og kanten er klippet ren, så skal hjørnet foldes, inden man vender arbejdet. Det er vigtigt at få pakket hjørnet godt inden der vendes, da du ellers får klumpede hjørner på dit arbejde.


Hjørnet vendes forsigtigt, hjælp evt. med en nål. Hvis hjørnet er pakket korrekt, vil det lægge sig flot og fladt.


Igen er der gang i kradsefingeren. Sømmen rulles stille og roligt på plads, sammensyningen skal ligge lige i midten.



Brug neglen til at kradse sømmen flad.


Kanten ries, inden der stikkes en pyntestikning på maskine.


Stik kanten, vælg en bestemt afstand, der følges hele vejen rundt. Har du mulighed for at indstille din maskine til at stoppe med nålen nede, så gør det, og du undgår forhåbentligt at din pyntestikning hopper. 


Behøver ikke nævne, at en Skalspige selvfølgelig syr med en undertråd, der matcher stoffet.


Dækkeservietten presses godt, inden ritråd fjernes. Servietten er stor, og der er ikke rigtig hold på den, så måske man skulle quilte. Normalt quilter man gennem flere lag for at opnå en form for vattering. Jeg har kun to lag stof, så effekten bliver ikke så stor.

Skal man quilte i hver anden felt? Skal man sy i striber, cirkler, følge en af blomsterne eller hvad? Jeg satte mig til at tegne krusseduller, måske kunne der være et par brugbare imellem. 


Organiske former opstod på kladdepapir, og meget forårsagtigt endte det med et stiliseret løg, som blev tegnet over på madpapir. Papiret fæstes på stoffet.


Og så sys der gennem papiret, som selvfølgelig rives af bagefter. Der hæftes ikke på maskine, men enderne hæftes selvfølgelig i hånden.





Løgene placeres med et i hvert andet felt, og de lægges tilfældigt på. I skrivende stund mangler der en hel del quiltede løg, men nu ved I hvad jeg pusler med,,, sammen med alle de andre sysler, der også skal plejes. Tiden gik...
Og her er de så:


#sewing, #Nähen, #sypigetips

fredag den 31. januar 2014

Sild og salater

Den klassiske danske sild ledsages ofte af en carrysalat, og det er der jo ikke noget galt med. Til årets første julefrokost :-) forrige weekend medbragte jeg alternative sildetopppings. De faldt i god jord, så her er de.

Du skal til carryæblemos bruge:

  • 2 madæbler
  • 1-2 tsk carry
  • 1-2 tsk rørsukker
  • salt og peber


Æbler skrælles, fjern kernehus. Skæres i grove stykker og koges møre m. 1-2 spsk vand ved svag  varme i ca. 10 min.
Presses gennem en si eller moses, alt afhængig af hvilken konsistens, du bedst kan lide. Carry og rørsukker blandes i den varme mos, smag til med salt og peber. Sættes på køl indtil den skal anvendes ovenpå den marinerede sild.


Til revne æbler med rødløg bruger du:
  • 1 rødt æble
  • en stilk bladselleri (kan udelades)
  • ½ rødløg
  • citronsaft
  • 4-5 spsk creme fraiche
  • 2-3 tsk grov sennep
  • 1-2 tsk rørsukker
  • salt og peber
  • evt. purløg til pynt


Bladselleri snittes i tynde skiver. Rødløg snittes i fine små tern, æblet rives på den grove side af rivejernet. 


Bladselleri, løg og det revne æble blandes i en skål, der dryppes citronsaft over det revneæble. Bland straks creme fraiche i, smag til med sennep, rørsukker, salt og peber. Sættes i køleskab indtil salaten serveres til marinerede sild. God appetit.


Og som kronen på værket en gang kold fiskeret. Her er det kogt torsk, blomkål og en dejlig cremefraiche dressing.


Fisken koges, og benene pilles fra. Blomkålen koges mør. Begge dele stilles koldt, og man kan sagtens forberede det dagen før brug.
Dressingen laves af creme fraiche og mayonaise, der smages til med salt, peber, sukker, citronsaft sennep og ketchup. Det er lidt på Gefühl, så smag dig frem.

Fisk og blomkål anrettes på et fad, dressingen hældes over, der pyntes med grønt og gerne rejer, hvis du har nogle, ellers kan de undværes. Retten serveres med lune flutes, god appetit. Det er min fiskefavoritret. Jeg er født på et dambrug, så selvfølgelig brugte vi altid ørred, men torsk kan også gå an.

#cold fish dish, # kaltes Fischgericht #Curryapfel #Curryapple, #sildetopping

onsdag den 29. januar 2014

Paper matrix og flag

Her er en af grundende til, at jeg ikke har tid til at skrive indlæg. Når jeg kan komme afsted med at se Frihuset, ja så hænger jeg foran tv´et. Frihuset er genialt til nørklenørder som mig. Der er masser af gode ideer, tips og tricks til inspiration eller til lige at afprøve. 
Tilfældigvis dumpede jeg ind en dag, hvor der var papirfoldning/flet.
Paper matrix er navnet, - du skal bare google - bag bloggen gemmer der sig såmænd en dansk pige, der folder 3 d. Det må bare afprøves. Hun har lagt skabeloner ud på sin blog, lige til download og så er det bare igang.

Her er mine første forsøg. Skabelonerne skal klippes eller skæres ud. Fra mine dage som klubmedarbejder erindrer jeg, at vi klippede og skar mange vinduesdekorationer. Det tager hundrede år og en madpakke at tegne alle klippene op, så vi kopierede dem og klipsede dem på karton, nu var det bare at gå igang med saks og kniv. 



Jeg fandt ud af, at man kan klippe/skære 4 lag ad gangen, tidsbesparende.  Det lyder voldsomt, men Paper Matrix skriver, at man skal bruge papir 80 gr pr m2, så det kan lige gå. Til orientering så svarer det til alm. kopipapir.

Her er de første foldninger/fletninger. Det er flag, de skulle være i nordiske farver, men jeg synes, at sort/hvid kunne se flot ud.
Flaget med enkeltkors er lettest at flette. Dem har jeg efterhånden en stak af. 


Flaget med dobbelt kors er bøvlet at lave. Jeg havde klippet en stak skabeloner og sad og foldede, mens jeg så tv. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg gjorde, lige pludselig så var den der, og det har ikke siden været muligt at flette flere. Øv for den, jeg kan bare ikke knække koden.
Jeg har gjort mange mærkelige forsøg, og kan dælme ikke gøre det igen. Det var vist et tilfælde, at jeg flettede en korrekt. Det er flettet af tre lag. Det enkelte kors består af to lag, og er lettere at gå til.


Til orientering kommer der flere fletterier. Papirarbejde er og har alle dage lige været mig.

#Paper Matrix # flag garland #papirfoldning #paper work #Papierarbeit