lørdag den 14. februar 2015

Valentines Day

Idag er det Valentines Day - efter min bedste overbevisning noget opreklameret amerikansk bavl, der kun er skabt af pengebegærlige forretningsfolk. Og dog, St.Vallentin stammer faktisk fra Rom, og her kan du læse lidt mere om den aldrende herre. Nå men til sagens kerne: Vi er i dag inviteret til fødselsdagfest, og der er dresskode: Wear something red! Og rød er ikke lige min farve, så her er garderoben ret tynd. På hovedet i min rodekasse med stof, der er blevet hengemt til bedre tider. Her fandt jeg dette stykke stof: 


Det ser lyserødt ud på fotoet, men er rødt og hvidt ligesom Dannebrog, så skal vi ikke kalde det mit nationalprojekt. Og det er med garanti et ægte 100 % stykke spinlon. Mindst 40 år på bagen og egentligt ret flot. 
Jeg har et Onionmønster, som jeg er glad for - god pasform og retrodesign, så det er det helt rigtige. Regnede med, at der var rigeligt stof, men det var lige så knap, for stoffet har en ret stor rapport, som det ses på billedet. Faktisk er hele stoffet en stor rapport, så det blev lidt af et pillearbejde at få det til at gå op. Men med hiv og sving gik det, lige.
Sådan blev det færdige resultat.



Kjolen er syet sammen på overlock - lidt af en prøvelse at få striberne til at passe. Jeg har en industrioverlock, der trækker ret kraftigt, så mine striber skubbede sig i første omgang - op igen. Det endte med, at jeg riede de lange sømme først - på stikkesting, hvorefter de blev overlocket. Nu sidder striberne  - nogenlunde.



Noget jeg ikke er tilfreds med er bysteindsnittene - striberne og indsnit kolliderer rent synsmæssigt. Indsnit skulle have ligget under bysten og ned mod taillen. Men det kunne ikke lade sig gøre, da det krævede for meget stof at flytte indsnit, og det havde jeg ligesom ikke. Nå, indsnit sidder hvor de sidder.


Husk: Indsnit presses altid opad eller mod midten, hvis de ligger lodret. Det er bevidst, at indsnit ikke er klippet op, det gør man normalt, så sømmen kan presses fra hinanden, men da det er spinlon, der trævler/render hurtigt, så valgte jeg at bevare dem uopklippede.



Sytips: Krave og belægning er syet sammen på stikkesting, og kravens søm er klippet ned, og der er klippet rigeligt med hak, så stoffet lægger sig pænt glat i rundingerne. For at holde krave og belægning på plads har jeg stukket delene sammen i sømmen - se billedet. Stik fra retsiden ned i sømmen. Det er kravedelen til højre.


Sømmen lægger sig således på belægningen:


Jeg hæfter ikke mine pyntestikninger, men trækker trådene til vrang og hæfter i hånden. Det lærte jeg, da jeg læste til beklædningslærer. Helt sikkert også pænere, end en stor klump tråd. Som I kan se, så er min pyntestikning blevet et halvt sting for langt. Det bliver naturligvis pillet op, og det halve sting håndsys inden hæftning.


Slidsen er vendt med en belægning, der er syet på ret mod ret med 4 mm mellem stikningerne. Derefter er der klippet op, og belægningen er vendt mod vrang - holdes på plads med en pyntestikning.


Jeg er ganske godt tilfreds med resultatet - tror jeg vil komme til at bruge kjolen meget - også selvom farven ikke lige er mig. Næste problem er så manden, der også skal i rødt! Tror jeg klipper en charmeklud af den sidste bid stof, den kan jeg proppe i en af hans lommer. Han er nemlig heller ikke fan af Valentines Day.

#retro dress #Retrokleid #retrokjole #sewing #Nähen #syning

Ingen kommentarer:

Send en kommentar