onsdag den 19. juni 2013

Bedstefars stol

Når man rydder op, dukker der altid noget glemt op. Denne gang var det min bedstefars gamle, grimme, men alligevel interessante stol med tremmer. Den har været arkiveret i flere år i et brænde-/rode-/altmuligtskur. Skuret var faldefærdigt, og der skulle bygges et nyt, så selvfølgelig skulle der også ryddes op. Her på matriklen er det med at være hurtig, når der ryddes op, for alt det gode skrammel er nemlig i farezonen. 

Stolen blev skyndsomt hentet op på terrassen, føj hvor den så ud. 
Hvis jeg lukker øjnene, kan jeg se Bedstefar sidde i stolen med sin cigar.

Den gamle lak og algerne,eller er det mos, måske lav, er heldigvis let at slibe af.

Benene er lidt løse, de skal vist have en klat lim

Gad vide om man stadig kan købe de gammeldags spiraller til gardiner?

Jamen der gror jo nærmest mos på stolen.

Hvem har gnavet i armlænet?


Lidt sandpapir og en kærlig hånd…og efter nogle timers arbejde ser den lige pludselig meget anderledes ud, faktisk er den blevet ret flot. Træet har meget smukke årer.
Næsten færdig
Det var nu godt, den kom i arkiv; og blev genopdaget. Pudsearbejdet er endnu ikke til ende, og så melder næste problem sig på banen; hvad skal der efterbehandles med, nogle gode forslag? 
Smukke linjer

søndag den 16. juni 2013

Oldemorfirkanter, granny squares, Häkeln im Quadrat

Ja men svigermor; hvorfor går du rundt med grydelapper på tøjet? Egentligt et godt spørgsmål – og her er svaret Jeppe:

En surftour forrige sommer rundt på internettet (Pinterest, youtube samt en masse spændende blogs fordelt jævnt over hele verden), et kig i min kurv med alle bomuldsgarnerne og så var det ellers bare i gang med hæklenålen. 
De flotte farver inspirerede til cirkler og firkanter – et tæppe havde jeg ikke lyst til at lave, og grydelapper…næ nej…hæklede grydelapper er efter min mening kun til pynt. Man brænder nemlig nallerne noget så grusomt. Men hvad skulle der så lige blive af alle de interessante forsøg? Flotte så de ud, sjove var de at lave.

Lapperne holdt siesta ---temmelig længe. Lige indtil jeg ved et tilfælde faldt over et stykke stof, der matchede lapperne. Og selvfølgelig; her var ideen; en sommerkjole med alle lapperne som en folklorebort hele vejen rundt.




Hvordan lapperne er hæklet, kan jeg ikke huske præcist, så hvis de skal rekonstrueres, må det blive pr. foto. Værsågod, bare gå igang.





Hvis man søger på Granny Squares eller Häkeln im Quadrat på Youtube, kan man finde instruktioner,der er lige til at gå til, også selvom man ikke forstår sproget. Billederne taler ofte for sig selv.
Snoren i løbegangen er strikket. Jeg havde håndstrik som linjefag på håndarbejdsseminariet, og her lærte jeg at lave en håndstrikket snor/hestetømme. Det er nemt, og snoren bliver meget flot. Jeg havde 6 masker på pinden til min snor. Har fundet denne instruktionsvideo, se her hvordan du gør. 

onsdag den 5. juni 2013

Lyseduge og andet godt mellemværk

God ide til nyt liv til de gamle lyseduge og mellemværket, der bare ligger gemt væk i skuffen. En kedelig købe T-shirt fik en brush up med en lille hæklet bakkeserviet, tror jeg det var i dets tidligere liv. Servietten er riet på med små risting, der selvfølgelig ikke kan ses på retsiden.




Den hjemmesyede T-shirt så meget lovende ud på tegnebrættet, stofferne matchede i farverne, buet overskæring og der skulle snyde - korte  - ærmer i. Da den blev syet, var den mildt sagt røvkedelig. Øv hvad gør man så? Tilfældigvis ligger der en lille hæklet mellemserviet og roder ved symaskinen, hvor mon den lige var på vej hen? Summa sumarum den nåede ikke langt, for den fungerer nu som et fint bindeled mellem den lyse beige overdel og det polkaprikkede stof.




Både lysedug og mellemlægsservietten er hæklet i det tyndeste tynde merceriserede bomuldsgarn med en synåletynd hæklenål. Kæmpearbejde.Jeg har flere skuffer fyldt med tekstilt arvegods, og noget af det kan jeg ikke nænne at bruge. Hvad gør man så? De berømte genbrugsforretninger og loppemarkederne har tit noget liggende, som man kan få for en slik, så selvfølgelig køber jeg også lige lidt af det. Det er jo rart at have på lageret.

onsdag den 29. maj 2013

Lopper

Et godt loppemarked skal man aldrig kimse af. Jeg er vild med loppemarkeder – ikke kræmmermarkeder, for der er der altid en masse nyt plastikskrammel og kinesermøg. Nej et rigtigt loppe-et af slagsen med mange underlige ting og sager. Det behøver ikke være antik, gammelt, men derimod anvendeligt. Min familie ville sige, at alt er uanvendeligt, og at jeg helt sikkert ikke har brug for det, jeg slæber hjem. Men men, jeg er desværre eller heldigvis en samlernatur og kan bruge næsten alting.
Har lige været på et mini, i et gammelt fiskerhus på havnen. Og fandt, efter min mening gode ting til billige penge. Her er hvad jeg fik for 146,-:


En ægte perlekæde med defekt lås. Et stykke rav, 6 cm lang.
Ravet skal monteres i en lædersnor og måske lige pudses/ slibes en smule. Perlekæden skal have en ny lås. Den har en rigtig flot farve, og helt ærlig hvor meget kan man få for 15,-? Vel ikke en gang en halskæde af plastik.
6 hvidmalede trækasser 20x20 cm.
Kasserne har været til julepynt, men nu skal de have en renaissance og opbevare/ gemme nogle af mine småting. Hov kan lige se på billedet, at jeg glemte at nævne et stykke julepynt af glas. Det ligger foran kasserne.
3 zinkbaljer. De ovale er ca. 25 cm lange, og den store er ca. 30 x 40.
Zinkbaljerne skal tilplantes med sommerblomster, når jeg lige får mig taget sammen til at få nogle købt.

Og Snøvsen, en af min barndoms yndlingsbøger.
Og så er der lige Snøvsen, han er så sød, bliver helt rørstrømsk. (Desuden fik jeg tre gamle tallerkener, som er undervejs i processen, der skal bores huller og skrues lidt til en opsats.)

Alt blev fragtet hjem til campingvognen på cykel ----- jeg var nødt til at køre to gange, for der er jo grænser for, hvor meget man kan have på cykelstyret og i cykelkurven. Måske skulle jeg anskaffe en cykelanhænger?

Lidt nostalgi: I dag kunne min far være fyldt 75 år, stort tillykke kære far.

 

mandag den 27. maj 2013

Projekt kludetæppe af T-Shirts

Efterår 2012
Alle familiens aflagte T-shirts er klippet i strimler. Nu er de undervejs til et nyt liv som kludetæppe. Af hver enkelt T-Shirt bliver der ca. en lap, så hav god tålmodighed og få måske et par gamle udtjente af familie og venner.
Jeg hækler med nål nr. 10, en ordentlig moppedreng. Det er et langvarigt projekt, jeg startede i efteråret, og da så det sådan ud.

Henover vinteren er der kommet flere lapper til. Og der kommer stadig flere til. Så bliver de lagt op, byttet om, lagt fra og til. Hele tiden et nyt mønster. Hvordan det ender, vides ikke, lapperne bliver først syet sammen, når der er rigtig mange lapper. Følg med i puslespillet og se, hvad det ender med. 
Maj 2013. Jensen er med på en prøveoplægning.

Nu, hvor jeg har de to billeder oppe mod hinanden, kan jeg hurtigt se, hvilken en sammensætning, der gør sig bedst. Hurra for det digitale kamera.


Ideen til at lave garn af gamle T-shirts fik jeg på Pinterest, et genial site med tusindvis af gode ideer. Følg linket og se en god og instruktiv video på Youtube.


fredag den 24. maj 2013

Rav, Bernstein, Amber


Kært barn har mange navne.
Man må gerne prale…lidt J. Hele mit liv har jeg bidt i, jeg ved ikke hvor mange sten. Det her er helt sikkert rav, nej nu er den der, er det denne gang? Men nej, det var bare endnu en af de dumme sten. Ikke fordi sten ikke er ok, men rav - det må man da kunne finde!
Så lige pludselig en dag i efteråret var den der¸ rav, rav, rav. Godt nok i mini mini mikro størrelser. Men jeg har selv fundet det, og så skipyt med at man næsten skal bruge lup for at se det.
Så er der serveret.

Nu står hele samlingen og pynter i udestuen – et lille tableau, som solen kan spejle sig i.
Var i Polen her i starten af marts måned, her får man nærmest rav smidt i nakken til gi-væk priser, måtte da også lige købe en flot rustik kæde af jordrav.
Polsk jordrav

tirsdag den 21. maj 2013

Mosters marmelade


Mosters marmelade er nem og hurtig at lave.
Æbler og abrikoser skæres i mindre stykker, koges møre med meget lidt vand i bunden af gryden. Hvis du bruger tørrede abrikoser, behøver du ikke udbløde før kogning.
Tilsæt vaniljesukker og almindelig sukker efter smag og behag,  og så mange smuttede og grofthakkede mandler, du synes. Kog til ønsket konsistens.
Nogle æblesorter koger lettere ud end andre. Jeg havde nogle temmelig udrangerede Pink Ladies tilbage i frugtskålen, de koger slet ikke ud, så min marmelade blev meget rustik og chunky; tror jeg, det hedder i kokkeverdenen. 
Marmeladen, klar til ganen