Viser opslag med etiketten påske. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten påske. Vis alle opslag

lørdag den 26. april 2014

Påskeimpressions

En herlig påskeferie er overstået, og her er der lidt til øjet:
De gule kræmmerhuskyllinger har jeg fået af min datter Louisa for snart mange år siden. Hønen på snor er købt i KIK i Østrig for et par år siden, og kaninerne købte jeg i Süderbrarup, da jeg var på lejrskole der i forrige uge.


Æggene er igen fra Süderbrarup, hvor det er skik og brug at dekorere træerne i haven med æg. Det skønne får er selvfølgelig fra KIK i Østrig.


Jeg kunne ikke nænne at hænge mine æg udenfor, her ville de nemlig blæse væk, så de blev hængt op i mine store potteplanter. Jeg nåede lige at lave et kuld cementæg, inden påske. De to uldkyllinger er fra Flensburg, indkøbt på vores lejrtur.


Og så er der lige de herlige solæg, de var knagme gode.


Hvert eneste æg var flot marmoreret, spændende at pille og se, hvor smukt mønsteret var.


Kaninen er direkte importeret fra Schleswig, tror jeg det var. Det var nu en god lejrskole. Dekorationen i cellofan er så grim, at den næsten tangerer kitsch. Købte den på et marked i Polen sidste forår. Den klatrende kylling og de herlige ænder var på bunden af en kasse auktionsgods, som min mand bød på.


Min søster, niece, bror og svigerinde besøgte os på campingpladsen her i påsken. De kom med denne skønne potte liljer. Min campingnabo, Doris aus Deutschland ønskede mig Frohe Ostern med en kæmpekurv fuld af påskelækkerier. Mums. Og så er der lige min skål med hjemmegjorte citroner og æg. De er af ler og rakubrændte, som giver en meget interessant overflade.


Og det var så den Påske.
#Easter #Ostern #påske

mandag den 14. april 2014

Solæg til påskefrokosten

Min favorit til påskebordet er solæggene - en sønderjysk ret - og hvis du laver den i dag, har du en godbid til påske. Jeg har fundet opskriften på nettet, og her er den - med mine egne noter i parentes samt billeder: 

Asger Rehers solæg

18. jan. 2011 16.31 

Asger Reher - eller Kjeld Sheik fra Åbenrå, om du vil - gav i P4 Hjemad i dag sit bud på klassiske solæg. (Han er oprindelig sønderjyde, så det borger da for kvaliteten)

Her er opskriften:

6 æg (Vælg nogle med en stærk skal, jeg havde fået fat i nogle, der var ret tynde)
1 stort rødløg (Jeg havde kun almindelige løg)
2-3 laurbærblade (Der var ingen , så det blev en skvæt basilikum)
4-6 peberkorn
Olie
Eddike
Salt

Læg æg i bunden af en gryde. Fyld rigelig med vand over æggene. Tænd for blusset. Når vandet koger, lader du æggene koge i 5 minutter. 




Tag æggene op og læg rødløg, laurbærblade og peberkorn og rigelig salt i vandet. Lad det koge op og lad det tage farve af rødløgene. Skru ned for blusset.



Rul æggene på bordet, så de sprækker eller slå forsigtigt med håndtaget af eksempelvis en kniv på æggene, så de slår revner.



Læg nu æggene tilbage i vandet og kog dem under svagt blus i 15-20 minutter.



Sluk for blusset og stil gryden koldt. 



Når vandet er koldt tages æggene op. 

I et syltetøjsglas, der kan rumme æggene, hældes frisk vand og der opløses nu så meget salt i vandet, at et frisk æg vil flyde ovenpå. 


Læg forsigtigt æggene ned i glasset og stil det mørkt og koldt gerne i 3-4 dage.



Tag et æg op. Fjern skallen og del ægget på langs. Tag de halve blommer op og fyld hullet med lidt olie, eddike (ikke for meget eddike) (I min familie bruger vi et stænk Tabasco, det rykker),salt, peber og stærk sennep. Læg forsigtigt den halve blomme på plads igen og nyd det hele i én mundfuld med et godt glas øl og måske også en snaps. Velbekomme! Der kommer et billede, når vi tager hul på æggene.


Hvis vandet skiftes dagligt, kan æggene holde sig i op til 4 uger.

Fandt lidt historisk: Solæg er en sønderjysk egnsret, som også kendes fra de frisiske øer. I Tyskland er samme ret kendt som Solei, hvoraf det danske navn er afledt (Sole = saltlage, Ei = æg). Solæg kan anvendes som let mellemmåltid eller forret. Så folks det har altså intet med solen at gøre, selvom vi gerne vil se den her i påskeferien.

#solæg #Soleei #Salzei