tirsdag den 30. april 2013

Lidt lækkert til madpakken


Fik lyst til at bage knækbrød forleden – nu skal der jo igen tænkes på madpakke. Der er mange, der er interesseret i opskriften, så her er den:

De sunde og nemme knækbrød

1 dl havregryn
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl græskarkærner
3½ dl hvedemel
1 tsk. bagepulver
2½ tsk. salt  -  jeg bruger knap 1 tsk.
2 dl vand
1 dl rapsolie


Rør alle de tørre ingredienser sammen. Tilsæt vand og olie og ælt det hele sammen til en jævn dej, der deles i to lige store portioner. Rul hver portion ud til et kvadrat imellem to stykker bagepapir og læg dejpladerne på en bageplade. Skær hver portion ud i 16 firkanter og bag knækbrødene i 15-20 min. ved 200°.
Hvis du er lidt, tja hvad skal vi kalde det, knap så firkantet og regelret, så skærer du selvfølgelig ukurante knækbrød.  Jeg skærer dem ud, inden de bages. Det synes jeg er lettest.
Fik disse knækbrød hos Bente og Trier en herlig sommeraften for et par år siden. Her var de skåret ud i meget små bidder, der lige passede til en mundfuld. Vi fik dem som appetitvækker inden maden, serveret med  en avokadocreme.  Tror næsten vi fik os spist mæt i knækbrøddene.