søndag den 30. august 2015

Beton, cement og juletræer

Nu er det vist på tide at vise, hvilken beton jeg bruger, stolpebeton. Den skal bare blades med vand, så ikke noget med at blande i forhold. Jeg har et dørslag, som jeg sier blandingen igennem, da jeg gerne vil have en fin masse til de små ting. 


De større arbejder må gerne være lidt rustikke og grove.  Dagens projekt er minitræer med en fod af træ fundet på stranden og savet i gode bidder. Stykkerne er ca. 10 cm lange. 


Formen til minitræet er foldet af et transperantark. Det rulles til et gammeldags kræmmerhus, som klipses for at holde på faconen. Da man ikke kan klipse helt ned i spidsen, holdes faconen på plads vha. tape. Er spidsen ikke tæt, kan man lige lappe med en smule tape.



Formen sættes ned i et glas med sand eller en overskåret flaske, og der fyldes beton i. Træstubben stikkes ned i betonen, sørg for at den placeres vandret, så træet kan stå lige. Og bemærk: træ suger sig godt fast i betonen, så det er ikke nødvendigt at tynge den ned. 




Og så er det ligesom ved juletid, hvor pakkerne skal åbnes. Hvordan mon resultatet er blevet? Og står de nogenlunde stabilt?


Ganske fine, dem må vi have flere af.


#cement #concrete #Zement

lørdag den 29. august 2015

Beton, cement og kugler

Med en god portion tålmodighed kan man lave flotte runde plante- eller pyntekugler. De viste kugler har taget mig en dag at lave, så det er ikke et last minute projekt. 
billede af de færdige kugler
Den lille kugle er støbt i en tragt fra Ikea, den store i en plastikskål. 

  1. Formene afdækkes med plastik eller madfilm. 
  2. Cement blandes i en god tyk konsistens.
  3. Læg cement i et godt lag i skålens bund, og så langt op ad siderne, som du kan.
  4. Lad det tørre, det er svært at sætte tid på, men det skal stadig være fugtigt og dog så stabilt, at man kan flytte med det. Skub med cement og plastik. Det er svært at forklare, men jeg har døbt fænomenet æbleskiveprincippet. Hvorfor? Jo de fleste har prøvet et bage æbleskiver i en gammel æbleskivepande. Her gælder det også om, at bage skiven så tilpas, at du kan dreje den, bevare formen, og så bage videre med det, der stadig er flydende, uden at hele molevitten kollapser. Her er der bare intet flydende, men du skal selv lægge ny blanding på.
  1. Lad det nye lag tørre. Drej formen igen. Nyt lag cement. o.s.v. 
  2. Fortsæt med at tørre, dreje, nyt lag... indtil du har den ønskede form og størrelse. Det er svært, for det må ikke være for tørt, for så binder det nye lag ikke. Jeg endte med at bruge mine fingre til nyt lag. D.v.s. at jeg klappede det nye lag fast med hænderne; selvfølgelig med handsker på. 
Således ser mine færdige kugler ud. Nu skal de bare hærde. Ydersiden bærer præg af plastikposeaftryk. Personligt synes jeg, det ser flot ud, men man kan evt. pudse efter med en tynd blanding og en grydesvamp, hvis looket skal være glat og ensartet.



Efter en god uges hærdning har cementen ændret farve, og kuglerne er nu flotte og lyse i farven.


Se lige i græsset til højre for den lille kugle! Da jeg skullefotografere kuglerne kom der lige en lille frø forbi. Den skulle lige set smut op i den lille kugle, den blev godkendt.


Planen er at plante husløg i krateret, hvis den lille frø da ikke beslutter sig for at flytte ind. Man kunne evt. også sætte lys i kuglerne her til vinter. Nå den tid den glæde.

#Zement #Beton #concrete


torsdag den 27. august 2015

Beton, cement og stjerner

Forståelsen af rummelighed og flade, rolig nu jeg er ikke matematiklærer, men tal og beregninger indgår i høj grad i designprocessen. Gode mål og udregninger er ofte med til at give et godt resultat.
I dag er det konstruktion af en femtakket stjerneform. 


For mig er en femtakket stjerne konstrueret ud fra et pentagon/femkant. Stjernen kaldes et pentagram. Så igang med papir,blyant, lineal, vinkelmåler og passeren.

Tegn en cirkel på falsekarton. Inddel den i 5 dele, og tegn femkanten. 72 grader til hver bid. Brug evt. passer til at måle med. Tegn din femkant.




Forlæng femkantens sidelinjer, og stjernen dannes.


Ønsker du stjernen anderledes i form, så finder du midten af femkantens side. Tegn en linje vinkelret herpå og afsæt takkens højde. Forbind spids med femkant. Gør det samme for de resterende 4 ben.
Nu har du grundplanet i stjernen. Herefter skal der indtegnes kant, som for denne stjernes vedkommende er på 2,5 cm højde. 


Rids i foldelinjer, og saml formen.
Men hov, der mangler kant  nederst på takkerne. Her må der indsættes hjælpekarton. Klip papstrimler på 2,5 cm og længde på 2 x stjernetak. De limes indvendig i stjernen.
Formen er klar. Fyldes og stilles til tørre. Støt gerne siderne under tørringsproces.


#Concrete #Zement #beton

tirsdag den 25. august 2015

Beton, cement og minihuse

Billede af huse
En minilandsby kan konstrueret på ternet papir, foldes og omsættes til støbeforme. Tegnegrej, passer, vinkelmåler og ternet papir som udgangspunkt. Således kan formene se ud:


1. Afsæt på papir husets omkreds; d.v.s. 2 gange længde (fx 4 cm) og 2 gange bredde (fx 2 cm).


2. Afsæt husets højde (fx 3 cm)


3.Tegn gavle, brug evt. passer som vist. Forbind toppunkterne med rette linjer. Konstruktionen er på denne en ligesidet trekant. Men gavlkonstruktionen kan ændres.





4. Afsæt tagets højde, som skal passe til længden af trekantens side. Det gøres ligeledes v.h.a.passer som vist på tegningen.



6. Tegn limflap på.



Kopier og saml en prøvemodel. Er den ok? Hvis ja, så limes skabelonen på falsekarton. Klip ud og rids foldelinierne med en nål. Saml og tape formen godt.
7. Fyld beton i, stil til tørre.
8. Fjern formen og slib. Efterbehandles, males.

Når du er igang med konstruktionsarbejdet, så konstruer nogle stykker.

#Zement #concrete #beton #cement.

søndag den 23. august 2015

Beton, cement og diamanter

For at kunne forstå rummelighed, og hvorledes en flad tegning bliver til en tredimensionel og rummelig form, lyder opgaven på konstruktion af en simpel støbeform til en syvsidet diamantstøbeform.  Der bruges tegnepapir, tegnetrekant, spids blyant, og gerne en passer. 
Den færdige konstruktion ser således ud: 


Start med at tegne en lodret streg. Afsæt højden på fx 6 cm og 2 cm. Dernæst en bredde på fx 4 og 3 som vist på tegningen, bemærk de rette vinkler. Forbind linjerne. Denne form er 1/7 af den færdige skabelon, som kopieres og optegnes som vist på tegningen.


Her er en anden skabelon med højde på 8 og 3,5. Bredden er 4 og 2. Tegn limflapper på som vist på tegningen. Det er de skraverede felter. 
Vil du tjekke din form, inden der støbes, så kopier tegningen, klip den ud og tape den sammen. Er den ok, så limes original på falsekarton. Klippes ud og foldes. Foldelinierne ridses med en nål, så er det lettere at folde. Når formen er samlet, vikles der tape om den, så den stabiliseres godt, inden der fyldes beton i.


Her er der tre forskellige støbeforme. Din diamant stilles til tørre i fx et glas eller sand. Tørrer godt, inden formen fjernes.
De færdige diamanter.



#Zement #beton #concrete

fredag den 21. august 2015

Beton, cement og blade

Det måtte jo komme på et eller andet tidspunkt. Mit første blad. Er lidt stolt over at det lykkedes nogenlunde første gang. Det er kæmpestort, og det vejer som et ondt år.


Mine rabarber var først på sommeren leveringsdygtige i kæmpeblade, som lige egnede sig til et bad eller som dekoration i haven.


Jeg fik ikke taget billeder af forløbet. Men jeg lavede en sanddynge, hvorpå jeg placerede et rabarberblad med bagsiden opad. Derefter blev der lagt en god fed cementblanding ovenpå bladet og helt ud til kanten, som endelig ikke må være for tynd. Jeg har ikke armeret , men det er sikkert en god ide at gøre, så man ikke risikerer, at det knækker. Efter ca. et par døgn vendte jeg forsigtigt mit blad og trak rabarberbladet af cementen. Bladet var rimeligt frisk, og ikke tørt, så det gik ret let at trække af. Bladribberne var temmelig kraftige og sad fast, så jeg måtte igang med en stoppenål, og fik så pillet det meste af.
Billedet viser bagsiden af "badet", efter det er tørret. Det ser ikke kønt ud, men det er stabilt, og skal bare graves ned i jorden. 
Bladet har ligget på lit de parade hele sommeren, for jeg havde ikke lige stedet til det. Pludselig en dag forleden fandt jeg lige ud af, hvor det skulle ligge. Så nu ligger det selvfølgelig sammen med "mor". Mine rabarber er her på sensommeren uddøde, og beddet ser træls og tomt ud. Nu pynter afkommet. Det kan ikke holde vand, så det skal lige tørre godt, og så vil jeg prøve med en omgang vandglas.
Her er et miniforsøg med stenbrækblade.


De er også lavet over en lille sanddynge. Nu pynter de i krukkerne ved hoveddøren.






onsdag den 19. august 2015

Beton, cement og skyggehus

Man kan også støbe i en æske fra Lagkagehuset. Denne gang er det et pyntehus, som kan stå som det er, eller man kan sætte fyrfadslys i vinduerne.


Æsken åbnes i den ene ende, og der dannes en gavl. Tape hjørnerne godt sammen. Af kraftig papkassekarton foldes vinduer, der tapes sammen og placeres i huset. Tape vinduerne fast til  bunden. Krøl evt. papir sammen og fyld det i vindueshullerne. Nu er du klar til at støbe. Placer formen på en plan flade, inden du fylder cementblandingen i. Støt siderne, så du bevarer faconnen. Fyld cement i til ca. 3 cm. højde, glat efter så overfladen bliver flot glat. Lad huset tørre.


Sådan ser huset ud efter en lille uges tid. Pil kartonnen af og slib de skarpe kanter.


Færdig; eller efterbehandl. Mal måske.


#Zement #concrete #cement #beton


mandag den 17. august 2015

Beton, cement og kartonner

I år skal jeg for første gang have et kreativt valghold; elever fra 7. og 8. årgang. Jeg har besluttet, at vi skal starte med at støbe i beton. Da min ide er, at det ikke bare skal være masseproduktion og færdige forme, så skal vi starte med at lave egne og simple støbeforme.


Første opgave kunne være huse i mælke- og juicekartonner, som jo er født med husfaconnen. Her er mit første forsøg med en DIY til mine elever:
Åbn og vask din karton.


Pil skruelåget af, hvis der er et selvfølgelig.Klip ned i hvert hjørne


Find et stykke karton og lim/klips hullet fra låget til.


Klip overskydende pap af.  Bemærk at du ikke skal klippe af i toppen, for det skal du bruge senere.


Lim taget sammen, d.v.s. fold som vist på billedet. Nu er taget dannet på dit hus. Enderne danner allerede nu dine gavle.


Nu skal gavlene foldes ind over taget.


Den ene gavle tapes godt fast på taget. Du skal ikke tape den anden gavl, da du skal have et hul til påfyldning af cement.


Nu er din støbeform færdig. Læg den vandret og fyld cement i formen. Bank den godt, så du får fjernet luftbobler. Stil dit hus til tørre på en vandret flade. Det er en god ide at sætte den op ad noget, så du bevarer formen. Sæt gerne flere huse tæt sammen, eller find en flise som støtte.

Nu er huset tørt, og du kan pakke ud. Vær forsigtig, så kanterne bevares. Når huset er godt tørt, kan man slibe med sandpapir, hvis der er skarpe kanter og uregelmæssigheder.


Efterbehandling kan være sæbevand med brun sæbe eller sæbespåner, eller du kan male dine huse.
Her er et hus, der har fået sæbevand, og et der intet har fået. Det mørke har fået sæbe.


Cement føles tørt at røre ved. Når det har fået sæbe, bliver det dejligt "Blødt" at røre ved. Farven ændres også.


Man kan selvfølgelig også male sit hus. Vil du have mindre huse, kan du støbe i flødekartonner, eller klippe af højden på mælkekartonnen, så du laver forskellige husstørrelser.