søndag den 17. januar 2016

Pas på, hvad du siger!

Var din mund, det kan ende grueligt galt. 



For lææænge lææænge siden konstaterede den kære familie, at vi snart havde kobberbryllup. Øh ja jo det kan da godt være, det har vi ikke helt styr på, for vi går ærligt talt ikke så meget op i det. Men det havde de, og hvor hvad hvordan hvorledes....
Vi er ikke så meget for al den væsen, så jeg fik sagt: for det første skal vi til julefrokost aftenen før, og for det andet så er vi vist ikke hjemme dagen efter. 
Uha som lynet kan slå ned. Vi var ikke hjemme, men det var ikke lige sådan, vi havde forestillet os dagen.
For at gøre en lang historie kort, så væltede jeg i glatføre med min cykel, brækkede anklen to steder og slog en knogle af led. Så alt imens jeg blev hevet i og flyttet rundt på sygehuset, så stod familien og lavede en halv æresport. De hyggede sig, og jeg svedte i min morfindøs.


Æresporten blev flot, halv som det sig hør og bør. Tidsindstillet lys og et flot lasercut metalhjerte til at fuldende porten. Det skal da vist lige have en betonfod, når jeg bliver  mobil igen.


Der var gaver, og der var blomster. Tusind tak alle sammen. Det eneste, der manglede, var lige kobberbrudeparret. Det er ikke første gang vi har kobberbryllupsæresport. Vi har kendt hinanden siden konfirmationstid, så da vi havde kendt hinanden i 12 ½ år, havde familien også sat port op, og da var vi hjemme.

Fik lige nævnt, at vi skulle have været til julefrokost. De andre havde en rigtig god fest, mens jeg holdt skansen på 10. etage på Viborg Sygehus. Maden skulle vi selv medbringe. Vi stod for fiskeafdelingen, og Louisa (datter) bagte kagen. Amerikansk lagkage.


Opskriften er min mors, og her er den:

Til bund, 2 lagkageforme eller en lille bradepande. Jeg plejer at blande en dobbelt portion.

75 g margarine
100 g sukker
4 æggeblommer
150 g mel
2 tsk bagepulver
3 spsk mælk

Marengs: piskes stiv
4 æggehvider (ikke for kolde)
200 g sukker
1 tsk eddike

Dejen bredes ud i forme eller bradepanden. Hvis du bruger bagepapir, er det meget lettere at håndtere kagen, når den skal lægges sammen. Marengsen bredes ud ovenpå dejen. Bages ca. 30 min i en forvarmet ovn v.165 grader.

Derefter er der to serveringsmuligheder:
  1. Når kagen er kold, smøres der flødeskum ud over marengsen. Derefter pyntes med frisk frugt skåret i skiver. Det er den måde, I ser på billedet.
  2. Eller man tager halvdelen af kagen, og vender den med marengsen nedad, smører syltetøj på (abrikos smager fortræffeligt). Derefter et lag flødeskum. Den anden haldel af kagen lægges ovenpå, med marengsen øverst. Smør evt. kagebunden med syltetøj, inden du lægger den sammen. Man kan helt sikkert lægge den sammen med friskskåret frugt. God appetit. Lækker kage eller dessert. 
Og hvorfor hedder den mon amerikansk lagkage? Min forklaring er, at i Amerika er alting bare stor, større, størst, og hvis man vælger at lægge den sammen som en lagkage, kan den let snige sig op på en højde af 15 cm. Det plejer mine at blive.

mandag den 4. januar 2016

Salattid

Januar er da vist salattid for de fleste. Nogle spiser uden dressing, andre med. Jeg skal helst have lidt smag på,  og denne er favoritten lige for tiden.


Friskpresset citronsaft med akaciehonning smagt til med salt og peber. Den er let og mild i smagen.


#dressing

lørdag den 2. januar 2016

Landbrød eller flutes fra Karolines køkken

Mine første kogebøger var postomdelte hæfter fra Karolines køkken. Jeg har dem den dag i dag, og det er ofte dem, jeg tyr til, når jeg skal finde opskrifter. Som I sikkert har bemærket, vil jeg gerne lave noget, der er alternativt og anderledes. Sommetider får jeg stolen sat for døren med beskeden: Hvis du vil have, at vi skal spise noget af det, du laver, så lav noget ganske almindeligt (og kedeligt).
Denne gang blev det en opskrift på landbrød eller flutes, som det blev til i mine hænder. De vakte succes, og fik faktisk ros.


Jeg brugte:
50 g margarine
4 dl mælk
1 dl tykmælk
25 g gær
2 tsk groft salt
2 tsk sukker
350 g sigtemel
350 g hvedemel

Fremgangsmåde:
Smelt smør og tilsæt mælk. Tilsæt tykmælk og rør gæren ud i væsken. Tilsæt resten af ingredienserne, hold lidt igen med melet. Dejen slås godt sammen, tildækkes og hæver et lunt sted i 1 ½ time.
Ælt dejen godt igennem. Del i tre portioner, form til aflange brød (27 cm) eller 4 portioner


Fatters juleskinke

Forretten i dag er en bid af julegaven viklet om et stykke honningmelon. Skal, skal ikke dressing? Jeg fandt denne enkle på nettet, og den skal serveres. Hurtig og enkel.


3 spsk. olivenolie
3 spsk. lys balsamico eddike
1 fed hvidløg
Salt og peber

Hele herligheden røres sammen og dryppes over forretten med let hånd.

#dressing

torsdag den 24. december 2015

Waldorfsalat

Waldorfsalat hører helt sikkert med til julekalkunen. Traditionen tro laver jeg den selv, og efterhånden er det også blevet en fast tradition, at min søster får en klat. Min opskrift står i min lille sorte opskriftsbog, er meget gammel, og ærligt talt kan jeg ikke huske hvor den kommer fra. 


Man skal bruge:
250 g mayonaise
2,5 dl flødeskum
citronsaft
3 syrlige æbler
6 spsk rå bladselleri
100 g waldnødder
vindruer helst uden sten
evt. salt/ peber


Mayonaisen vendes i den piskede fløde. Æbler i tern, halve udstenede vindruer, hakkede waldnødder og selleri i små tern og citronsaft vendes i. 


Det kan da ikke blive lettere. Glædelig jul.

#Waldorfsalat


tirsdag den 22. december 2015

Årets sidste beton

I dag blev det sidste beton i denne omgang pakket ud. Et par svampe, der er støbt i en plastikskål foret med en  plastikpose. Det giver en dejlig riflet overflade. 


Og de absolut sidste blev JUL og 1 2 3 4. Vejret var ikke det allerbedste; pivstorm og øsregn. Lige et decembervejr. Føj da. Derfor blev setuppet heller ikke det bedste. Det gjaldt vist bare om at få tal og bogstaver sat op i en fart og derefter ind i tørvejr.  


Og tallene


Tal og bogstaver er ca. 15 cm høje og ca. 3 cm tykke. Formene er lavet af kraftig karton, der er forstærket med rigeligt med tape. Jeg fandt en pæn type på pc og printede, limede på karton, klippede ud. Derefter blev der sat kanter på. Et pillearbejde. 


Da der skulle støbes, kom dovenskaben over mig, og formene blev flettet godt og grundigt sammen, så de kunne understøtte hinanden. Det fungerede fint, intet knækkede. Og da det var træls vejr, så tørrede jeg på gulvet i udestuen, hvor der er gulvvarme. 


#Concrete #Beton # Zement

mandag den 21. december 2015

Mormors rødkål

    Ja mormors rødkål er det ikke og dog. Nu er det jo mig, der er mormor, og det forpligter. I dag kunne min mor være fyldt 75, og det markerer jeg med at lave min egen rødkål, aldrig prøvet før. Opskriften er fra nettet. Og den blev faktisk ret god. Et rødkål er meget smuk, overskåret. Erhvervsskade.

    Klassisk rødkål med stjerneanis, kanel og balsamico
    Det skal du bruge til rødkål:
    1 rødkålshoved
    4 spsk andefedt (smør kan bruges)
    1 helt løg
    4 dl rødvin
    75 g brun farin
    1 kanelstang
    10 hele nelliker
    1 stjerneanis
    4 spsk ribsgelé
    1 dl balsamicoeddike
    Salt og friskkværnet peber

    Sådan gør du:
    Skær stokken fra rødkål, snit den fint, og skyl i koldt vand. Smelt andefedtet, tilsæt rødkål, og svits ved middel varme til det skinner, lad det ikke brune.
    Tilsæt resten af ingredienserne, og krydr med salt og friskkværnet peber. Læg låg på, og lad det simre i 2 timer.
    Tag løget op, og krydr igen med salt og friskkværnet peber. Smag evt. rødkålen til med lidt mere balsamico. (Mit løg var kogt helt ud, da jeg kogte meget længe (faktisk 6 timer tror jeg, fordelt på to dage), så det indgår i den færdige rødkål.)


    #Julerødkål # #Rotkohl  Weihnachten# red cabbage Christmas