tirsdag den 3. februar 2015

Banan med indbygget skærebrædt

Sådan skæres en banan i bidder, lige i skrællen. Den er klar til at blive vippet i yoghurten uden at få fedtede fingre - og du sparer en vask.


#banana cut # Bananenbrett

søndag den 1. februar 2015

Cowboybuksetæppet

Så blev det endeligt færdigt. Det har faktisk ligget i pit et års tid, også selvom der kun manglede en afslutning til at dække midten og en bagbeklædning. Men en søndag eftermiddag efter en tur på mountainbiken var lige den energi, der skulle til. Og så tog det faktisk bare et par timer.


Tæppet måler ca. 160 cm i diameter, og der er gået 6 par cowboybukser til. (og en hel del timer med klipning, syning og presning undervejs.)
Mønstret er tegnet med passer og vinkelmåler, og derefter er linjerne forlænget. Jeg har trådretning på mønstret, så delene ikke trækker skævt. 


Der er mange forskellige nuancer af den blå denim.


Jeg har bevidst valgt ikke at sy delene sammen helt mod midten, da så mange dele samlet i et punkt kun ville give bøvl. Valget faldt på en dækkende lap, som kunne skjule unøjagtighederne. Det ser meget ujævnt ud i midten, og det er der en forklaring på. Jeg har syet alle dele sammen fra den brede ende mod den smalle, så eventuelle unøjagtigheder i klipning ville fremkomme mod midten. Sømmene er presset fra hinanden, efterhånden som de er blevet syet. Der er ingen pyntestikninger.


Tror jeg bliver glad for tæppet, som har bagbeklædning. Jeg regner med, at tæppet skal kunne klare en tur i vaskemaskinen, derfor kun to lag. Bagbeklædning er syet på ret mod ret, der er vendt gennem et lille hul, og kanten er presset godt.

#Cowboy trouser´s blanket # Teppich aus Cowboyhosen #jeans recycle

torsdag den 29. januar 2015

Rub

Er blevet helt vild med at lave rubs. Denne er også fra Jamie Oliver og hedder Cajun spicy rub.


Du skal bruge:

  • 2 spsk paprika
  • 2 spsk cayennepeber
  • 1 spsk sorte peberkorn
  • 2 fed hvidløg
  • 3 spsk løgpulver (brugte tørret hvidløgspulver, så jeg undlod hvidløg)
  • 2 spsk tørret oregano
  • salt
Blandes i blender eller minihakker



#Jamie Oliver rub

fredag den 23. januar 2015

Rub

Underligt ord, det kommer fra Jamie Olivers verden og betyder direkte oversat smøre eller gnubbe. Hvad skal der så smørres eller gnubbes? Et godt stykke kød, så det får smag/marineres/krydres. Når andre mennesker ser sport på tv, så ser jeg langt hellere madprogrammer og får ideer og inspiration. I aftes fandt jeg et Jamie Oliver program, hvor han viste hvorledes man kunne lave sin egen krydderiblanding. Den hedder Famous grill rub.


Den  originale opskrift består af:
  • 1 spsk fennikelfrø (brugte pulver)
  • 2 tsk røget paprika (brugte alm. paprika)
  • revet skal af en appelsin (undladt)
  • 1 tsk tørret timian
  • 1 spsk brun sukker (brugte perlesukker)
  • ½ tsk havsalt
  • ½ tsk peber
  • 2 fed hvidløg 
Alle ingredienser kommes i en blender eller minihakker, kør et minut. Og blandingen er færdig. God appetit.

#Oliver´s grillrub  #grillkrydderi

onsdag den 21. januar 2015

Folderier

Så er der et nyt dekorativt indslag på trapperne. Denne gang er det gået ud over en bog, som Revas husstandsomdelte på et eller andet tidspunkt.



Der er to slags foldninger til denne bog. Den første er såre simpel; fold siden midt på mod bogens ryg således


Næste foldning; find midten af siden og fold øverste og nederste hjørne mod den fiktive "midterlinje".


Disse to foldninger gentages gennem hele bogen.

Som I kan se, består bogen ikke af mange sider - blot 22 - og for at give fylde til foldningerne snyder jeg lidt og har lagt et xtra stykke papir med ved hver foldning. Man ser det ikke umiddelbart. Denne foldemetode er god til alle bøger uanset størrelse både hvad angår fysisk størrelse men også antal sider. 


#book folding #Bücher falten #foldede bøger

mandag den 19. januar 2015

Foldede bøger

Ny dille på matriklen er de foldede bøger. Jeg har altid været vild med at arbejde med pap og papir. Der er så mange muligheder for at udfolde sig, og om det er flet, origami, papirklip, æsker eller bare et stykke smukt papir, så er jeg vild i varmen. Lige nu tror jeg det vilde er, at kaste sig over udtjente bøger og derefter folde dem smukt. Hvad kan man bruge dem til? Ja de er vel bare...smukke at se på. Ideen har jeg fået fra internettet, hvor andre viser og deler deres folderier. Jeg har lavet nogle stykker, ikke særligt avancerede, men det kommer. Og allerede har jeg lært af mine fejl. Denne bog - eller informationshæfte er det vel nærmere - er et af de første forsøg.


Som udgangspunkt starter man på de midterste sider og arbejder sig frem mod start og bagud mod den sidste side. Vær opmærksom på, om der er symmetri i foldningerne (Dvs. samme antal foldninger på hver side af bogens midte. Har man først forregnet sig, er der ingen vej tilbage. ØV du kan nok læse, at jeg lavede den brøler. I skal ikke snydes for resultatet, det kommer, når der bliver taget et billede).


Denne foldning foldes fra bogens nederste hjørne og op. Fold hjørnet mod bogens ryg. Nederste kant på siden skal lægge sig tæt op ad ryggen. Lav en skarp fold. 


Herefter foldes der yderligere en gang mod bogens ryg. Stryg folden helt skarp enten med neglen eller, hvis du er så heldig at eje et falseben, bruges det.


Bladr videre og fold næste side.


Og sådan fortsættes hele bogen/hæftet igennem.


Det var som sagt et kedeligt hæfte, så jeg har pyntet på resultatet ved at klistre et nyt omslag på.  Det er en gammel sort/ hvid reklamer for In Wear, der var så tilpas stor, at der blev til både forsiden og det indre omslag, eller hvad det nu kaldes i bogbinderterminologi.


Resultatet kan nydes både stående og liggende.

#book folding #Bücher falten #folde bøger

tirsdag den 13. januar 2015

Vikingehjelm

Et af mine sjovere arbejder er at strikke en vikingehjelm. Min mellemste så på et julemarked i Flensburg sjove strikhuer. De var lidt pebrede, så jeg kom for sjov til at sige, at jeg da kunne strikke en til ham. Hvilken facon kunne han tænke sig? Jo noget vikingeagtigt med horn. Som lovet, så gjort. Dette blev resultatet.


Jeg synes selv, den er blevet ret fed. Den er strikket i et lækkert uldgarn, der er filtet i vaskemaskine for at opnå et tæt og fast udtryk. Jeg har syet foer i - et stykke trikotagestof, der kan strække og give sig. Bindebåndene - der skal ligne fletninger - er selvfølgelig flettede. Hornene er stoppet ud med pladevat, så de står flotte og ret stive. (Hvor vil jeg gerne give en femmer for at se knægten, når han cykler mod Ålborg Universitet :-)). Inspirationen har jeg fundet på nettet. Jeg har smugkigget på mange sider, og herfra er størstedelen af inspirationen hentet.  Idag  er det iøvrigt hans fødselsdag - den 21. af slagsen.

#Wiking helmet knit #Wikingermütze stricken #strikket vikingehjelm