mandag den 31. marts 2014

Syflip

En gang imellem går jeg grassat med symaskinen. Så får skidt være skidt, der bliver ikke gjort rent, og mad glemmer man næsten at indtage.
Denne gang var det genbrugsafdelingen, der stod for skud. Jeg smider nødigt noget ud..., og det er jo heldigt, når man får lyst til at udfolde sine syevner. Ind bagest i skabene, find det, der var på vej til at friste en kummerlig tilværelse som pudseklud. Og så ellers bare huske alle finesser fra Lisbeth Christiansens undervisning på Skals Håndarbejdsseminarium. 
Dette er mit udgangspunkt: 


En tudsegammel spencer, tror det er datterens aflagte.


En meget gammel hjemmesyet t shirt. Stoffet har jeg selv dekoreret med afdækning og silkemaling, der er sprayet på et stykke træls hvidt stof med muslingeskaller, det lignede nattøjstof. Farverne har jeg selv blandet. Skrappe blågrønne farver, der er tonet godt og grundigt med sort.
Disse to beklædningsgenstande kombineres.


Selerne klippes af, og da jeg er så heldig at have en gine, så blev nederdelen nålet på t shirt, for at finde et passende sted til en overskæring. Nederdelen havde rynker, så den var meget vid. Den xtra vidde blev foldet i et kæmpe læg midt for og midt bag. Tror der er lagt ca 20 cm ind både for og bag. Overskæring på t shirt markeres med knappenåle.


T shirten kortes, der klippes i en bue, da det giver den flotteste linje på kroppen. Buen løfter sig 2 cm på midten. Nederdelen syes ind, så den får samme mål i omkreds som overdel. Vidden på nederdel fjernes midt for og midt bag, da det giver det slankeste look. Der fjernes lige meget både foroven og foneden. Pres sømmen godt, inden overdel og nederdel sys sammen. Spenceren havde lynlås i siden, den er bevaret - ellers kunne jeg ikke komme i kjolen. Overdel er strækstof, og nederdel er vævet, og giver sig ikke en tomme.


Halsudskæring ringes 2 cm midt for og midt bag, 1 cm mod skulder.


Den nyudringede halsudskæring fik en belægning. Tilfældigvis havde jeg stadig en rest af originalstoffet liggende. Belægningen sys ret mod ret, og foldes derefter til vrang.


Belægningen drejes lidt frem mod retten, så den hvide kant lige akkurat titter frem, der ries og kanten stikkes fast.


På lommerne var der store klovneagtige pynteknapper.


Og ligeledes på selerne.


Knapperne blev pillet af, og de blev ombetrukket. Af gode grunde skal knapperne genandvendes. Man kunne også slå nye, men det kræver, at man har adgang til en knapmaskine, eller at man har købt et knappekit. Jeg valgte at ombetrække. Se på billederne, det er ikke så svært.



Selerne blev kortet og påsyet som en snydemanchet, selvfølgelig med knap på.


Og her er det færdige resultat så. Den tror jeg, at jeg bliver glad for.



Der kommer lige xtra billeder af t shirten, inden den blev klippet itu. Jeg synes at print/deko/spray giver en fin effekt.






Og hip hip hurra, det er min fødselsdag i dag.
#recycle clothes #Kleidung recycle #genbrug tøj

søndag den 30. marts 2014

Bolig for de intellektuelle fugle

Ja det kan de gamle aflagte bøger også bruges til. Og en tilståelse, der er også bøger fra genbrugen - de kostede 5 kr stykket. Velkommen til dansk sommertid. Huskede du at stille uret frem?


Ideen er set et eller andet sted på internet, og det skulle jeg da også prøve. Mine egne bøger var "forkerte" og passede ikke sammen hverken på den ene led, eller på den anden. Så en smut i genbrug. Her må de da have troet, jeg var tosset.


Andre går i bogafdelingen for at finde en interessant bog. Jeg drønede rundt, fandt bøger af ens tykkelse og højde og bredde og farve, store såvel som små. De blev sat sammen, vendt og drejet. Der blev lavet prøveopstillinger osv osv. 


Jo jo der er så sandelig nogen, der har fået et billigt grin eller noget at tænke over. Hva dælen har kvindemennesket gang i? 


Bøgerne er limet sammen med hvid hobbylim. Det tog lang tid at lime, en uge mindst pr hus. Bøgerne blev stablet, få ad gangen. 1 døgns tørretid, inden næste omgang blev stablet på. Nogle af bøgerne fik også siderne limet sammen - én for én - tidsrøver...


Fra min højskoletid havde jeg en hobbykniv, monteret lidt a la en passer, så den kunne snildt skære de runde huller. Det var hårdt, så hvis der skal produceres flere huse, tror jeg, at jeg vil grave boremaskinen med det store hulbor frem. Det må da kunne lade sig gøre.


Husene er godt kram, de vejer et ondt år - helt præcis 7 kg og 5,1 kg. Godnok føles de tunge at bakse rundt med , men at de vejede så meget, kunne jeg ikke i min vildeste fantasi drømme om om. 
Jeg går og overvejer, om de skal lakeres for bedre holdbarhed...Og om de evt. skal opstilles inde i carporten eller på den overdækkede terrasse, så de kommer til at leve en beskyttet tilværelse!

#old books #birdie house #Vogelnest alte Bücher #fuglehus af gamle bøger

lørdag den 29. marts 2014

Marmelade igen igen

Alle der kender mig ved at jeg hader at lave mad. Men marmelade eller syltetøj er jeg til gengæld vild med at lave. De næsten sidste æbler fra vores have så runkne ud, så de blev kogt med grofthakkede mandler, rørsukker og hele kardemommekorn. Jeg syntes, der mangledes lidt syrlighed, og plejer derfor at tilsætte citronsaft, men der var ikke mere. Derimod var der en liter appelsinjuice på køl, det må da være næsten lige så godt.



Smagen er god, så det kan sagtens anbefales i mangel af bedre.

#Marmelade

torsdag den 27. marts 2014

Ænderne kom på græs


I anledning af det herlige forårsvejr kom mine ænder endelig på græs. Nu har de stået på mit arbejdsværelse i et års tid. Der manglede blot et par øjne, en mundstreg og en sløjfe. 


Sådan kan det gå, det er altid lige det sidste der mangler. faktisk tog det under et par minutter at gøre dem færdige.
Faktisk er jeg ikke spor flov over at sige, at det er løvsavsarbejde - en hobby der efterhånden er degraderet til at være en pensionistsysssel.
For et par år siden fik jeg min egen helt private elektriske løvsav i fødselsdagsgave, og den er jeg meget glad for. Der er min 3. sav. Min første sav lavede jeg selv, det  var en metalsav, lavet på et EIFU kursus tilbage i 1982 tror jeg det var. Har den vist endnu. Sav to var en løvsav, som jeg fik i julegave. Og den 3. blev så elektrisk. Jo jo damen er en lille handywoman.

#Laubsagen #fretwork #løvsavsarbejde
.

onsdag den 26. marts 2014

Brød med surdej

I perioder bager jeg brød med surdej. Dillen eller grillen er netop genoptaget. Det tager sin tid at starte op, at få lavet den første surdej. Når den er i hus, så tager det mindst et døgn inden der er brød på bordet.
Min startsurdej er fra Tv fri, hvor mange gode ideer og inspiration kan hentes.
Sådan gør du: ½ dl vand og ½ dl mel - gerne halvt hvede halvt fuldkornshvede- røres sammen. Skal stå ved stuetemperatur i 3-4 dage. Rør i surdejen et par gange om dagen. Surdejen er klar.

Jeg har fundet frem til denne opskrift på internettet:

5,5 dl koldt vand
600 g hvedemel
125 g fuldkornsrugmel
Gær på størrelse med en ½ hasselnød
1,5 teskefuld salt
Surdej - omkring en ½ dl (røres op til samme konsistens som dej)
1 dag (eller ca. 8-12 timer før du skal bage)

Opløs gær og surdej i vandet og tilsæt alt melet - det røres grundigt sammen et par min. Når det har stået min. en time, kommes salt i - og det hele røres grundigt sammen. Maskine: Det skal røres med fuld kraft i 5-10 minutter. Dejen skal (næsten) slippe skålen og opleves blank og glat. Dejen kommes i en olie-smurt bøtte. Nu er der et utal af mu­ligheder for hævning, hævetider og temperaturer. Jeg bruger primært disse to: 1. Hurtigt-langsomt: Stil dejen på køkkenbordet, hold øje med dejen. Efter 8-12 timer er den hævet til omkring dobbelt størrelse. 2. Koldhævning: Sæt den i køleskabet i et døgn - når den tages ud er den hævet med ca. 1/3. Stilles derefter på køkken­bordet et par timer. Hæld dejen forsigtigt ud på et meldækket bord - der skal være godt med mel. Ælt ikke. Dejen foldes forsigtigt sammen og vendes. Lad dejen ligge en ½ time - og gentag derefter sammenfold­ningen - forsigtigt. Ovnen stilles på max (ofte er det ikke mere end 250 grader). Jeg valgte, at bage mine brød i form, og derfor lod jeg dem hæve i formen. Men det er jo smag og behag.
Bages ved 220 grader i 20-25 minutter.

tirsdag den 25. marts 2014

Nyt fund i genbrugsen

Der stod den så, eller skal man sige; der stod de så? Blå og flot. Fingrene kriblede, for det var da set før. Og stor er forundringen, da det viser sig, at dimsen er todelt. Askebæger og lysestage eller...Den lille del er hul, og den store del er massiv.



Men den største sidegevinst er uden tvivl, at her kan man tyde firmanavnet. Det er guddødeme så retro, at man tror det er løgn; made in DDR, og firmaet hedder.


Så kan jeg også sætte navn på den firkantede vase, jeg tidligere har vist uden at kunne aflæse navnet. Jo jo, det er kræs for en tysklærerinde.




mandag den 24. marts 2014

Piedestal af gamle bøger

Oprydning - det kedelige forenes med det nyttige. De gamle bøger, der var på vej ud af huset, blev hentet ind igen. De gamle umoderne bælter foretog også en tur ud og ind igen. Nu går de hånd i hånd, og gør nytte som piedestaler. 



Ofte kommer mine blomster til at lige noget rod og de ser kedelige ud, for de fleste er lige høje. Der mangler niveauforskel, og det kan bøgerne lave.


De stakkes, og princippet fra 40´erne, da min far gik i skole genopfindes. De havde nemlig  ingen skoletaske, men derimod en rem, der spændtes om bøgerne.


Vupti, nu har jeg piedestaller. Tror jeg skal på genbrugen og hente nogle store bøger til at binde de små på plads. Der var kun små og snoldede tilbage. De store tykke må da gøre sig bedre. Og jeg skulle hilse og sige, at de vejer godt til. Kunne måske også tjene som håndvægte.



#recycle books # Bücher für Pflanzen #Genbrug af bøger