mandag den 23. september 2013

The stones

Sten fylder meget i mit liv. Jeg samler dem op, samler på dem, tager dem med hjem fra mark og strand, fra ferier. De er overalt.
Gik en tur rundt i haven og kiggede lidt på dem, der lå og pyntede på min vej.

 

Disse 4 kalkboller er fundet på et ikke nærmere defineret sted her i Jylland. De hviler ovenpå et stort stykke klippe fra Østrig, egenhændigt slæbt ned ad bjerget. Man må lide for sine laster. Iøvrigt er de største kalkboller på størrelse med en mindre kanonkugle.


Et lille tableau med to kalkboller, der har fundet en hvileplads i en forladt kalkbolleaflejring.

 
Tre kalkboller i en stor sandsten med et hul, der er slidt af Vesterhavets bølger. Stenen er fra Klitmøller.


En enkelt kalkbolle


 En flækket kalkbolle med indhold.



To minikalkboller, faktisk ikke større end marmorkugler - og lige så runde.


Og nu sommerens absolut bedste fund.  Røg off piste på en af mine bjergvandringer, og nærmest faldt over dette stykke flækkede klippe. Det er bjergkrystal.  Har aldrig fundet krystal i fri natur i Østrig, men i år lå det bare der og ventede på mig.  Extremt flotte farver og former.






Smukt ikke sandt.

#stones #cristal #kalkboller #tableau

søndag den 22. september 2013

Superweekend i Thorminde

En superfed weekend ved havet sammen med gode venner, børnene og ikke mindst et mindre hundecirkus nærmer sig sin slutning.


Weekenden har budt på mange forunderlige oplevelser lige fra bukser, der sprak, elektriske tandbørster, der gik amok og kørte vildt, til blafrende markiser, der skulle tages ned i nattens mulm og mørke, samt en god gammeldags gang buksevand. Tak til dem, der ganske gratis leverede underholdningen.

Stranden ved Thorsminde med havneindsejlingen i baggrunden

Traditionen tro er vi en gruppe forældre, der siden vore børns børnehaveklassetid har holdt sammen. Vi mødes mindst en gang årligt - de senere år i september ved havet og i campingvognen. Børnene/drengene er nu efterhånden blevet til unge fyre på 19, de tropper op, så godt det nu lader sig gøre med alle deres andre planer, og søskende såvel ældre som yngre møder også op. Ja der er endda dukket en enkelt svigersøn op. Svigerdøtrene kommer sikkert også med efterhånden. (Og ja hvem ved, tiden går, så en skønne dag er der vel også børnebørn).


Tiden går lidt for hurtigt sådan en weekend, vi nyder vejret, der også traditionen tro har været herligt sensommeragtig i år, skønt kalenderen siger efterår.


Maden er et kapitel for sig, selvfølgelig masser af fisk - røget, marineret, grillet, stegt. Godt grillet kød, kartofler med lækre salater - grønne med feta:-) og pasta. Delikatesseoste fra Thise og skønne kager, hjemmelavet blommemarmelade. Jo der bliver smumset, så vi lige er ved at revne. Alle har medbragt noget.



I år var der 4 forskellige slags kager, har desværre ikke et billede af Ritas kakaosnitte, måske kan jeg lokke hende til at bidrage med opskriften Den var god. Og så var der lige Triers kringle, den blev der snakket meget om, men tror I, vi fik den at se? Næ Næ den lå dejligt bekvemt hjemme i fryseren :-). Hov er da heller ikke selv for fin i kanten, havde kogt skøn æblegrød til en gammeldags æblekage med makroner og flødeskum. Det står stadig i køleskabet, vi var alt for mætte.
Louisa medbragte Muffins med blåbær og hvid og mørk chokolade, Sachertorte med Strohrom 80% og marzipan,

Sachertorte


Chokoladekage

Muffins
og en herlig chokoladekage med fuldfed chokoladeovertræk med peanuts.  Puha hvor står den på ingenting hele næste uge.

Jeg har købt en frikadellebog, og i den var der en opskrift på hjemmerørt remoulade, det var mit bidrag. Mine egne drenge er meget lidt for nye tiltag, de mener, at det intet har med remoulade at gøre, men her er opskriften:

Det kan da godt være, at det ikke har så meget med remoulade at gøre, men denne lille bundskraber var, hvad der var tilovers.

75 gr mayonnaise
1½ dl creme fraiche
1 spsk dijonsennep
50 gr cornichorner eller syltede agurker finthakket
1 spsk kapers, finthakket
1 lille bdt. persille, finthakket
salt og peber

Mayonnaise og creme fraiche røres sammen, tilsæt sennep og de hakkede ingredienser. Smag til med salt og peber. 
Vi fik den til nystegte rødspættefiletter og ditto fiskefrikadeller.

Motion skal der til, så imellem de herlige måltider indlægges der spadsereture til havet. Selvom vi er langt henne på året, er det stadig baretæervejr. Og alle nærstuderer naturen - både to og firbenede væsener.


Denne weekend var speciel, da det var ravvejr. De lokale ved selvfølgelig, hvornår det er ravtid, vi andre er bare heldige og er der på rette tid. Min høst denne weekend var en lille håndfuld.


Louisa og Jeppe fandt en hel del mere. Tror efterhånden, vi er ved at kunne se, om der er ravvejr eller ej. Det er vist noget med vinden, der drejer fra en retning til en anden, eller noget i den retning. Vi tror, vi ved, at når der er små sorte træstykker i bræmmer på stranden, så er der også rav. Det kan komme an på en prøve, vi holder øje med det. 

Kan I se den lille klump rav, der ligger og skinner midt i billedet. Billedet er ikke iscenesat, sådan lå det, da jeg fandt det. Har fundet ud af, at det er lettest at finde rav i modlys, da solen kan skinne igennem.

Slutsalut: Kære Rita og Bruno, Bente, Trier og Emil, Louisa, Jeppe, Thomas, Caspar, Tulle, Jensen, Diva og Diesel vi ses igen næste år. Tak for en herlig weekend. Håber I alle har lige så ondt i maven, som jeg - det skyldes ikke udelukkende al den gode mad, vinen, de enkelte snapse, men så sandelig også de mange gode grin. Sluttelig en særlig tak til Louisa, der har leveret billeder til denne blogdag, da min telefon enten lå det forkerte sted, eller også var den lige gået strømdød.



#Thorsminde # Bernstein #amber #remoulade 

lørdag den 21. september 2013

P tærtekage

Da jeg var barn, var der P tærter til. Og for pokker hvor de smagte. Nu er de retro, altså moderne igen. Og så kan man selv bage en afart af kagen. Har fundet denne opskrift på internettet, vil dele den med jer. Prøv den, men pas på, man bliver addict. 


P Tærtekage
Det skal du bruge: 

Dej: 
2 æg
150 g sukker
100 g smør
50 g hvedemel
1 spsk. vaniljesukker
½ tsk. bagepulver
3 spsk. kakao
100 g chokolade 




Det lækre, klistrede lag:
150 g skumfiduser(hvide)
60 g sirup
1 spsk. olie 
75 g peanuts (Jeg havde kun de salte, så jeg brugte hakkede mandler)  Min datter fortalte, at man i Kvickly kan købe usaltede peanuts.




Og det tykke chokoladelag allerøverst:

Mørk, smeltet chokolade

Sådan gør du:
Pisk æg og sukker sammen. Smelt smørret og hak chokoladen. Bland mel, vaniljesukker, bagepulver, kakao og den hakkede chokolade og rør det i æggemassen sammen med smørret. Kom dejen i en springform (ca 25 cm i diameter) eller sekskantet form, der er foret med bagepapir, og bag kagen ved 170° i ca. 40 min. 
Lad den afkøle i formen. 

Smelt skumfiduser med olie og sirup til en jævn masse (jeg smeltede i mikroovn) og kom peanutsene i. Hæld massen over den let afkølede kage og afkøl. 

Tag kagen ud af formen, skær den evt. til, hvis du vil have den kantet. Hæld den smeltede chokolade over.

God fornøjelse, den smager himmelsk - og er vistnok en kæmpekaloriebombe.




#peanutcake #chocolatecake

torsdag den 19. september 2013

Patchworktæppe/løber

Kæmper stadig en brav kamp med mit loppefundne garn. Har sat mig i hovedet, at jeg skal have brugt alle garnrester op, inden jeg køber nyt garn. Købte en kurv med indhold for omkring 100 kr. Har fået en bænkevarmer ud af resterne, nogle dannebrogsflag og så var der alle de 100 % acryl rester. Jeg er stor tilhænger af garnkvaliteter i rene udgaver og ikke alt det kunstige. Men klø på, udryd resterne. 


I strikkeverdenen er der et begreb, der hedder gobelinstrik. Det er flerfarvestrik i felter. Man strikker med en farve ad gangen, og skifter ved et nyt felt til ny farve, og lader den gamle hænge. Garnenderne snoes, så der ikke kommer huller i arbejdet. Teknikken er her omsat til hæklenålen.

Der var mange forskellige farver i kurven, og kvaliteter/tykkelse var også forskellige, så denne teknik er den rigtige til alle resterne. Nogle nøgler var store, andre var der knapt så meget af. Altså hækl et felt og se, hvor langt du når, inden garnet slipper op. Feltet kan altså ikke blive større, end garnet strækker. Arbejdet planlægger sig selv, lidt efter tilfældighedernes princip.


Alle farveskift/hæftninger foregår på vrangsiden. Enkelte kvaliteter var meget tynde, så her er der hæklet med to eller tre tråde. Jeg har hæklet med nål nr. 4,5.
Synes selv, at resultatet er sjovt, min datters kommentar lyder: Lidt for retro og lidt for flippet. Men ideen er da god nok, og alle rester, uanset om der er lidt eller meget, kommer til rette i denne form for hækling.
Jeg kunne selvfølgelig have hæklet i striber, men det er bare så ordinært og giver et uroligt samlet billede. Når den sidste rest er anvendt, kommer der et indlæg med et billede af det færdige tæppe, gulvløber om I vil.

#crochet #gobelinknitting #patchwork # yarnremnant #yarnscrap


tirsdag den 17. september 2013

Mine små hyggekroge

På nordsiden af vores hus har jeg en lille bid af Østrig. Jeg har ladet mig inspirere af alle de små hyggekroge, som østrigerne har. Nordsiden er her alle havner, for her er gårdsplads og hoveddør. Lyder fint for vi har faktisk kun en indgang.


Brændestykker, en bænkevarmer hæklet af uldgarnsrester og tre puder. Og grin nu ikke; pudefyld er gamle plastikposer klippet i små stykker. Dun og fjer suger jo fugt som bare pokker.


Et par lanterner



Et par tørrede græskar fra min søster, og så er der mine grinende løvsavsfrøer. Fik nemlig en løvsav i fødselsdagsgave forrige år.


Husløggene trives også på nordsiden, når man altså lige husker at fjerne dem fra tagdryppet. Vi har stråtag og derfor ingen tagrender.


Bænken er lavet af et kæmpestort stykke træ, der ligger ovenpå to tykke træskiver, som jeg nåede at fjerne fra træstakken, inden den blev savet til brænde.


To af de store planter fra udestuen blev deporteret til udendørstjeneste, da de fik utøj. Nu skal de snart ind igen, inden frosten sætter ind.


Hyggeligt ser det ud, man sidder godt, og kan fundere over livet eller skrabe sine kartofler.


Også på nordsiden af huset ligger børnenes gamle legehus, der nu fungerer som cykel- og knallertskur. De tre ahorntræer er plantet da børnene var små, et træ for hvert barn.

 
Her er der også en hyggebænk, lavet af to træstammer med en kæmpebjælke ovenpå. Som bonus er der placeret tre træskiver som xtra siddepladser under de store skyggefulde ahorntræer.


Et par tynde hynder med knapper lyser op.


Træstammerne har også fået en lille hynde.


 Et lille tableau; mælkejunger og zinkspande med grønne planter.


Jensen og Iversen benytter sig af chancen, de vil så gerne foreviges.



Her hvor sommeren går på hæld og efteråret banker på, kan solen lige titte ned på hyggehjørnet. Snart er hyggestunderne forbi, og vi må nøjes med minderne, mens vi glæder os til forårets komme.

#austrian inspiration # cosycorner #treelumps

søndag den 15. september 2013

Kopvarmer eller ´køler

Mine Ikea krus bliver drønvarme, når der kommer varme drikke i, faktisk så varme at man ikke kan holde om dem. Det måtte der findes en løsning på.


I mine gemmer havde jeg nogle rester nialin garn, sikkert købt på et loppemarked med henblik på min store væv (som af pladshensyn er pakket ned, men den kommer vel frem igen). Resterne blev genopdaget. Og så var det bare med at komme igang. Opskrift forefindes ikke, så igen må der improviseres.


Jeg har hæklet frem og tilbage, indtil det hæklede kunne nå omkring kruset. Derefter har jeg hæklet strimlen sammen.


Alle 6 strimler har fået små blomster på. Der er tre farver og tre størrelser, og der er ingen af dekorationerne, der er ens.


Den ene kant har fået små hæklede musetakker som afslutningskant. På den anden kant er der en af blomsterne, der stikker næsen udenfor.


Og så venter vi bare på, at der kommer en eller anden forbi til en kop kaffe eller te!


#cupwarmer #cupcooler#crochet