mandag den 21. december 2015

Mormors rødkål

    Ja mormors rødkål er det ikke og dog. Nu er det jo mig, der er mormor, og det forpligter. I dag kunne min mor være fyldt 75, og det markerer jeg med at lave min egen rødkål, aldrig prøvet før. Opskriften er fra nettet. Og den blev faktisk ret god. Et rødkål er meget smuk, overskåret. Erhvervsskade.

    Klassisk rødkål med stjerneanis, kanel og balsamico
    Det skal du bruge til rødkål:
    1 rødkålshoved
    4 spsk andefedt (smør kan bruges)
    1 helt løg
    4 dl rødvin
    75 g brun farin
    1 kanelstang
    10 hele nelliker
    1 stjerneanis
    4 spsk ribsgelé
    1 dl balsamicoeddike
    Salt og friskkværnet peber

    Sådan gør du:
    Skær stokken fra rødkål, snit den fint, og skyl i koldt vand. Smelt andefedtet, tilsæt rødkål, og svits ved middel varme til det skinner, lad det ikke brune.
    Tilsæt resten af ingredienserne, og krydr med salt og friskkværnet peber. Læg låg på, og lad det simre i 2 timer.
    Tag løget op, og krydr igen med salt og friskkværnet peber. Smag evt. rødkålen til med lidt mere balsamico. (Mit løg var kogt helt ud, da jeg kogte meget længe (faktisk 6 timer tror jeg, fordelt på to dage), så det indgår i den færdige rødkål.)


    #Julerødkål # #Rotkohl  Weihnachten# red cabbage Christmas

søndag den 20. december 2015

4. søndag i advent og gavemærkerne


Og hvad fik du så lige denne sidste søndag inden jul til at gå med Rosgaard? Tro det eller lad være! Jeg pakkede gaver ind, og jeg pakkede ind og ind og ... Hele dagen. Nogle gaver købes med indpakning, men der er lige så mange, der ikke gør. Og de er ukurente, dvs de har underlige faconner, er bløde, har dumme kanter og jeg ved ikke hvad. Og derfor tager de laaaang tid at pakke ind  Status, da dagen var omme, var sådan ca. 50 indpakkede gaver.


Gavepapiret skal man købe sig til, men tagsene eller mærkerne kunne man selv lave, eller som i år, hvor jeg gik på nettet og fandt tags til download og print. 


En god ide, hvis du lige står og mangler. En farveprinter, limstift, hvis ikke du har karton til at printe på, en god saks og du er godt igang. Jeg fandt disse, og der er 24 forskellige udgaver. Det er da nemt. Google gift tag free, og der ligger massevis.


Andre måder at konstruere gavemærker på, hvis der er børn i familien, er at lade dem tegne nogle flotte tegninger, som scannes ind og derefter minimeres.  






Og den sidste ide for i dag, inden rengøringen kalder: Et år gik jeg på jagt i familiens feriebilleder. Fandt nogle gode øjeblikke, ind i billedbehandlingsprogrammet, og alle fik røde nissehuer på. Denne mærkat overlevede, og er blevet gemt.


#Gift tags #Marken für Geschenke #Mærkater til gaver

lørdag den 19. december 2015

Julemarmelader



I år er en underlig jul, for der er ikke bagt så meget som en krumme, endnu. Måske når jeg det, måske ikke.


Til gengæld har jeg lavet tre forskellige julemarmelader. Min favorit blev denne med abrikos og gulerødder. Personligt er jeg ikke til de købte, da de efter min mening smager "kunstigt". Opskriften er fra Kristeligt Dagblad, og fundet blandt tusind andre på nettet.


750 gram gulerødder
250 gram tørrede abrikoser
3 dl appelsinsaft (fra cirka tre store appelsiner, jeg brugte orangejuice fra Rynkeby)
1,5 dl citronsaft (fra cirka to-tre citroner, jeg brugte saft fra flaske)
250 gram rørsukker
75 gram smuttede mandler


Abrikoserne lægges i blød i koldt vand i 5-6 timer eller natten over. Herefter tages de op, dryppes af og skæres i fine strimler. Gulerødderne skrælles og rives på den grove side af et rivejern. Abrikoser, gulerødder, appelsinsaft og citronsaft blandes og koges ved svag varme i en stor gryde i cirka 45 minutter. Rør ind i mellem og kom lidt vand ved, hvis blandingen tørrer ud. Derefter tilsættes sukkeret. Blandingen koges i yderligere cirka 30 minutter. Rør hyppigt og smag eventuelt til med mere sukker. Til sidst tilsættes de smuttede, grofthakkede mandler. Hæld marmeladen på skoldede glas skyllet med atamon og skru tætsluttende låg på med det samme. Opbevar køligt og mørkt, gerne i køleskab.


Og da jeg nu var igang, så lavede jeg også denne. Opskrift også fra KD:


600 gram æbler
1 dl vand
300-350 gram rørsukker
4 kanelstænger
3 tsk stødt kanel
Frø fra 8-10 kardemommekapsler
75-100 gram tørrede tranebær
75-100 gram ristede pinjekerner



Skræl æblerne, skær kernehuset ud og skær dem i både. Kog sammen med vand, sukker, kanelstænger, kanel og kardemommefrø i 20-30 minutter. Fjern gryden fra blusset og lad blandingen køle en anelse. Rist pinjerkernerne gyldne på en tør pande ved svag varme og tilsæt dem sammen med de tørrede tranebær. Hæld marmeladen på skoldede glas skyllet med atamon og skru tætsluttende låg på med det samme. Opbevar køligt og mørkt, gerne i køleskab.


Og den sidste i denne omgang er fra Alletiders kogebog:

1200 g syrlige æbler
600 g rørsukker
2 dl vand
1 vanilliestang
5 cm fresk revet ingefær
1.5 tsk kanel
atamon


Æbler skrælles, kernes ud og skæres i tynde både.Vanillestangen flækkes og kornene skrabes ud.


Friskrevet ingefær og kanel lægges i en gryde sammen med æblebåde, sukker og udskrabte vanille korn (den flækkede vanille stang kan også lægges ved.) Vandet hældes over.
Det hele sættes i kog v. middel varme og koges, indtil det har samme konsistens som marmelade. Hold øje med gryden og rør i det indimellem, så det ikke brænder på.


En fin lille gave. Min søster fik et sæt.

#Christmas marmelade #Weihnachtsmarmelade #Julemarmelade

fredag den 18. december 2015

Mine sylteglas bliver julede

I sommer hæklede jeg cover til nogle glas. De har ligget stille, indtil for nylig, hvor jeg flyttede dem for jeg ved ikke hvilken gang. Så kom ideen pludselig. De er svære at hænge op, men med hjælp fra en gammel træbøjle, hvor jeg borede huller, så gik det.


Der kom røde sløjfer og nogle kviste kristtjørn. Nu kan den hænge i et vindue, den er let af få ned, så der kan komme nye lys i. Win Win.

#recycled jars #Gläser mit Gehäkeltes #Recycle sylteglas med hæklet

torsdag den 17. december 2015

Kort og juletræ

Et running project her i december er mit juletræ af kort, både til og fra og de mere traditionelle "glædelig jul" kort. Ideen har jeg helt sikkert set på nettet, og der var det lavet af til og fra kort, men dem har jeg på nuværende tidspunkt, af gode grunde, ikke modtaget nogle af endnu. Kortene har flotte motiver, så hvorfor gemme dem væk i en skål eller i skuffen?


Projektet er still running, d.v.s. det vokser efterhånden som jeg modtager kort. Jeg har ikke nogen fast form, men bygger efterhånden træet op. Kortene er fæstnet på væggen med lærerens tyggegummi. Ideen kan du stadig nå at bruge. God fornøjelse.
PS håber jeg får mange flere, for som min datter siger: Vi skal have et stort juletræ, et der kan nå helt ned til gulvet, og der består mit ikke helt endnu.

#christmas cards decoration #Weihnachtskarten Wanddekoration#julekort vægdekoration

onsdag den 16. december 2015

Et anderledes juletræ

Mit valghold står får denne juleinstallation. Igen et anderledes, men ikke mærkeligt juletræ. Skive DNA har en service, hvor genbrugspladsen i Kåstrup er leveringsdygtig i "skrammel". Du skriver en dosmerseddel, og så bliver varerne leveret på skolen. Denne gang en container med genbrugsjulepynt. 


Min kollega Morten, der huserer i sløjdlokalet, savede to kæmpetrekanter ud for mig. I begge dele saves en slids, i modstående ender. De to træstykker samles/skydes ind i hinanden. Trekanterne måler mindst 150 cm i højden.


Delene males hvide, og et juletræ behøver jo stadigvæk ikke at være grønt. Der bores en masse huller, regelmæssigt fordelt på hele fladen

 .
Så er valgholdet klar til pyntning. Julepynt bindes på, i rigelige mængder. Resultatet er flot. Og der er ros fra kollegerne, så det anderledes, men absolut ikke mærkelige træ, er godtaget. 


#christmas tree Installation #weihnachtsbaum Installation #juletræ installation

tirsdag den 15. december 2015

Anderledes. Men ikke mærkeligt - juletræ

Jacob Jensens ord kunne være mine. Jeg kan godt lide det skæve og utraditionelle, hvilket godt kan give anledning til diskussioner. Blandt andet med mine kolleger på kontoret, der er til det traditionelle. Denne foldede "dims" er efter min allerbedste overbevisning et stiliseret juletræ i neutralt papir (gammel ordbog). Men nej et juletræ er grønt, basta. Døm selv. Jeg kan nu bedst lide det alternative. Det er enkelt og stilrent. Jeg har fundet foldevejledningen her. Jeg har foldet den trekantede snip ind i træet, men det kan man jo gøre som man vil.


Mine kolleger kunne, efter de dansende nisser kom omkring træet se, at nu var det blevet lidt tættere på at være et juletræ, men ikke 100 %. Vi fortsætter den juleetiske diskussion jævnligt.


Nu står det i vinduet på vort fælles kontor.

#paper fold #Papier falten #foldet juletræ