tirsdag den 15. juli 2014

Tingfinder på stranden

Dagens hurtige vinduro; jeg er samler, og når jeg ser en god pind på stranden, ja så ryger den hjem i depotet. 


Her er det pinde af forskellig længde, alle fundet ved Vesterhavet i Thorsminde. Jeg har boret et hul i dem, og derefter sat dem på en kraftig snor med mindre træstykker, som mellemstykker. Nederst er der en ko (en stor sten med hul), som skal tynge uroen, så den ikke bare farer rundt for lud og koldt vand eller vind, må det jo være. 


Hurtigt og nemt,  og en god ide, hvis der er børn med på stranden. Desuden klarer man samtidig lidt strandrengøring.
Lige en tilføjelse til borearbejdet; tjek lige med manden inden du snupper bor og boremaskinen. Jeg var hurtig og snuppede den nye pakke med friske bor, det var så desværre lige en helt ny pakke med metalbor. Manden var ikke helt tilfreds, men de borede bare supergodt.
PS tepotten er et loppefund, den fungerer som fuglefoderbrædt, og er blot hængt op vha. en strip.

søndag den 13. juli 2014

Hæklet ring igen

Mer´ vil ha´mer´. Af en eller anden uransagelig grund kan jeg ikke nøjes med en enkelt ring, nej den råber på en makker. Jeg arbejder ofte på eet projekt, der inspirerer til forbedringer og videreudvikling af det næste. Og sådan er det vel med dem, der bare ikke kan lade være.


 Princip er det samme som den forrige.  Denne ring er også hæklet omkring en knap. Der er hæklet 2 ens runde dele. De er hæklet sammen i kanten med knappen indeni.


En lille hæklet blomst er syet på.


Rundt i kanten er der små musetakker.

#DIY crochet ring # DIY Häkeln Ring #DIY hæklet ring

fredag den 11. juli 2014

Mit strikkeprojekt

Forstykke er færdigstrikket. Så er det vist bare at komme igang med ryggen. Jeg vil ikke bare kopiere forstykket, men lave det lidt anderledes. Den hæklede oldemorfirkant går igen, og op ad den skal der ligge et lyst stykke med et enkelt hulmønster. Mønstret hedder blomsterblade, og dovenskaben længe leve. Den er fra min danske strikkebog, gad ikke lige oversætte et mønster.

Mønstret går over 11 masker. Jeg har 3 vrang på begge sider, og resten er i glatstrik.
1.p retsiden 3 vr, 2 r sm (1r, slå om) gentag 2 gange, 1 r, 1 r løs af, 1 r, træk den løse maske over, 3vr
2.p og de følgende lige pinde 3 r, 7 vr, 3 r
3.p 3 vr, 2 r sm, slå om, 2 r, slå om, 1 r løs af, 1 r, træk den løse m over, 3 vr
5.p 3 vr, 2 r, slå om, 1 r løs af, 2 r sm, træk den løse m over, slå om, 2 r, 3 vr
7.p 3 vr, 2 r,  slå om, 1 r løs af, 2 r smtræk den løse m over, slå om, 2 r, 3 vr
8.p som p 2
Gentag disse 8 pinde.



Enkelt og ikke for prangende.


#DIY knitting project #Strickprojekt DIY #strikkeprojekt DIY

onsdag den 9. juli 2014

Styr på stikkerne

Ørestikkerne roder altid. Hvis man ikke lige får dem parret, ja så får de sig rodet væk fra makkeren i smykkeskrinet. 
Jeg har ladet mig inspirere af opsætningen i butikkerne. Her er stikkerne sat parvis på et stykke pap med pris og andre nyttige infos. I mine gemmer er der masser af fotoes og tegninger. 


De blev lamineret, og derefter klippet ud. På bagsiden tapes der et stykke ternet papir, som man kan bruge som prikkepapir. Brug en god stor nål, og prik huller parvis - eller hvis du har solostikkere, så bare et hul.


I med stikkerne, og du har styr på dem. Et tip kunne være at nedfotografere børnetegninger, og så anvende dem. Vi har vist alle fået tegninger forærende, som ligger gemt i en skuffe. Frem med dem, og lad dem kommet til ære og værdighed. Og få samtidig ryddet op i smykkeskrinet. PS er der stikkere uden lås (og dem er der sikkert nogle stykker af, så brug i stedet en klump lærerens tyggegummi til at holde dem på plads med.)


#DIY Ohrstecker zuordnen #DIY earrings arrange #DIY ørestikker holder

tirsdag den 8. juli 2014

Hindbærtid

Hvis I er vilde med de vilde hindbær, så er det altså nu, de er modne og næsten overmodne.


Omme ved min tøjsnor, der faktisk ligger i kanten af en brakmark, er der et vildtvoksende hegn af gran, hyld, diverse grønne voksende tingester, vilde brombær og vilde hindbær. Alt gror i et stort virvar, hulter til bulter, og i år har hindbærrene altså valgt at bære frugt til overflod.


Ved et tilfælde opdagede jeg bærrene, normalt er det kun nogle tørre gnalllinger, der hænger på buskene, men i år, til trods for den varme sommer, er der mange bær på buskene.


Jeg kan da ikke bare lade dem gå til spilde, de er modne, faktisk overmodne, og efter en eftermiddags plukning, 3 bremsestik, temmelig oprevne arme, og et par cowboybukser, der ser ud, som om der er begået et mord i dem, ja så kunne jeg lægge 10 kg, ja du læste rigtigt, 10 kg bær i fryseren.


Jeg har ikke vasket bærrene inden frysning, men lagde dem ud på en avis, så dyr og kravl kunne spadsere væk. Normalt bryder jeg mig ikke om hindbær, da de ofte er fyldt af orm. Men underligt nok, så er der i år ingen orm i hindbærrene. Måske det har været for tørt. 

#Himbeeren #hindbær # raspberry

mandag den 7. juli 2014

Ring

Ja det måtte jo komme; en hæklet ring.
Jeg startede med 5 luftmasker, og heri hækles der 4 fastmasker. Der hækles frem og tilbage, indtil det hæklede kan nå omkring fingeren. Sy stykke sammen.



Hækl en lille blomst. Min er fri fantasi, men er du ikke så opfindsom, så googl hæklet blomst og lad dig inspirere.


Find en stor knap.


Hækl to runde lapper, der svarer til knappens diameter.



Sy blomsten fast på den ene del.



De to runde dele hækles sammen omkring knappen. Hækl så blomsten vender opad. Så bliver det flottest.
Sy knapdelen fast på ringen.


#Fingerring gehäkelt #hæklet fingerring #crochet fingerring

lørdag den 5. juli 2014

Skjortekjolens tilblivelse

Udgangspunkt er en cowboyskjorte fra sidst i firserne,


og en dug købt på genbrug. 10 kr incl. rødkålsplet.


Jeg synes, at farverne klæder hinanden.


Jeg tror, at en overskæring lige under barmen vil være flot. Finder et gammelt mønster, der vist lige kan gå an. Skjorten kommer på ginen, og mønster ligeså. Der er indsnit, som hastigt lukkes og flyttes ned under busten,


Mønsteret sættes ligeledes på bagstykket.




Og der må klippes. Ryggen er lidt vid, så der lægges et indsnit fra bærestykket og ned.


På forstykket kan jeg skjule indsnittet under lommen, som jeg ikke har tænkt mig at fjerne.


Lommen sprættes fra, i den nederste kant, og indsnit syes.

Selvfølgelig bliver lommen for stor, når der syes indsnit, så jeg må lave en fold i lommens nederste kant. Der presses et par gode folder.


Og der syes.



De løse trådender trækkes på vrangsiden og hæftes.
Kjolens nederdel er bare et lige stykke, der måler det samme som overdeles vidde plus overfald. Det syes på. Jeg bevarer skjortens metaltrykknapper, og syr knapper på den nederste del. Jeg har nogle flotte porcelænsknapper i forskellige farver.


Ærmerne kortes af til en længde lige under albuen. Der kommer en lille manchet/ kantafslutning på. Der skal en lille knap på manchetten, og den skal lukkes med en trense syet i knaphulssting. Jeg bevarer den originale slids. Trensen syes som vist på billederne.










Således blev ryggen.



Og her er det færdige produkt.

#sewing and recycle #Nähen und recycling #sy og genbrug