fredag den 29. november 2013

Evas juletræ


Evas juletræ er her monteret på karduskarton. Jeg har håndskrevet strikkeopskriften på hjørnet. Opskriften er i hele dens udstrækning under jul.

 

#christmascard #Weihnachtskarte #Stricken #Knitting

torsdag den 28. november 2013

Grydelapper

En hurtig lap eller to! Jeg havde en hel del  hørgarn på lager, sikkert købt på loppemarked - væven er pakket ned, så mon ikke man også kan hækle af garnet?

Et er sikkert, det er hårdt at hækle med, men efter en gang vask og strygning bliver det flot blødt og blankt.

Jeg havde på internettet set grydelapper inspireret af huse, så det var udgangspunkt for facon.


Selve huset hækles i dobbelt længde af den ønskede færdiglængde. Tagets hældning fås ved at hækle de to sidste masker sammen, indtil taget har den ønskede højde. Skorstenen er også hæklet dobbelt, og skal fungere som ophængsstrop.

Fyld/indlæg er 5 lag bomuldsstof, der selvfølgelig er vasket, så det ikke kryber i vask. 

#Topflappen #Häkeln # potholder #crochet


onsdag den 27. november 2013

Sjov med saltdej


- sådan lød overskriften på et gammelt kursusopslag, som jeg fandt under oprydning blandt mine papirer. Og sådan lød det videre:
Saltdej er et billigt, sjovt og spændende materiale at arbejde med. Her kan alle generationer, øvede såvel som uøvede være med.
Vi triller pølser, former figurer, "klæder" dem på, eller lader dem være lidt frække i looket. En flettet dørkrans, køkkenkrans, en konfirmand, en karikatur af brudeparret eller en træt nisse er også en mulighed.
Efter bagning males og lakeres figurerne, eller man bibeholder dem naturfarvede.


Jeg fandt også mine gamle arbejdspapirer til omdeling blandt kursisterne. Dem kan du kvit og frit hente her.


Da det snart er jul, har jeg valgt at vise nogle af mine julenisser. De er alle mindst 10-12 år gamle, nogle endda ældre.


God fornøjelse med arbejdet.


Og her er familien så endelig kommet på plads.


#salty dough #Salzteigfiguren #trylledej #jul #Weihnachten

tirsdag den 26. november 2013

Gulerodssuppe med ingefær og chili

Er der noget, jeg hader, så er det klar suppe med kød og melboller. Der er da ikke noget mere uinteressant end at sidde og fiske efter boller i sådan noget bollesuppeværk. Ikke at jeg absolut ikke kan lide suppe, næ nej giv mig en alternativ og anderledes suppe, og gerne en med godt med bid i.

Min mand kan heldigvis også godt lide noget, der er anderledes og smager af noget, så han er god til at bikse noget sammen. Men denne opskrift er en, jeg har fundet og afprøvet. En opskrift lige efter mit hoved, ikke en masse dikkedarer og let at gå til. Der er bid i den. Mums, og på andendagen er den endnu bedre.

Her er til 4 personer:
  • 800 g gulerødder
  • 1 pastinak
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 rød chili
  • 5-6 cm ingefær
  • 1,2 l bouillon – høns eller grøntsag
  • Limesaft
  • Salt og peber
  • 2 forårsløg
  • 1 rød chili

Gulerod og pastinak skrælles og skæres i tern. Løg og hvidløg skrælles og hakkes. Ingefær skrælles og finthakkes. Chili deles på langs, kerner fjernes, og den skæres i strimler.


Olien varmes i en gryde, løg og hvidløg steges gyldne. Chili og ingefær tilsættes. Gulerødder og pastinak tilsættes, de steger med et par minutter. Hæld suppen ved og lad det koge en halv time. Grøntsagerne skal være møre. 


Suppen blendes, og den sættes over igen. 


Koger let op og smages til med limesaft, salt og peber.


Inden servering drysses finthakket forårsløg og chili over. God appetit


# soup with ginger#Suppe mit Möhren und Ingwer

mandag den 25. november 2013

Æblegelé


Nedfaldsæblerne er ved at rådne væk. De har fået stød, og nu begynder de brune pletter at brede sig. Vindruerne blev kogt til gelé, det kan man da også gøre med æblerne. Ud på nettet og finde en opskrift. Fandt denne, og den ser ud til at være rimelig let at gå til.

Æblerne skal allerførst koges møre i ca. 30 min. De blev skåret i tern med skræl og kernehus, og så ellers bare i en gryde og koge.



Mosen hænges til afdrypning i en pose, eller som jeg gjorde, i en si, der er foret med et stykke gammelt lagen. Saften drypper langsomt fra, så det må gerne hænge natten over. Lad være med at mose massen, for så bliver geléen uklar.


Saften er nu klar til at blive kogt til gele. Hæld den i en gryde og anvend 1 kg sukker pr liter saft.


Lad det koge i ca 10 min, skum urenhederne fra. Smag evt.  til med vanilje.



Saften er nu klar til at komme på glas. Og nej det er ikke en fejl, der skal ikke melatin i, underligt nok stivner det fint uden. Uden at skulle gøre mig klog på, hvad det er der sker, tror jeg det er en eller anden kemisk forbindelse, der gør, at det alligevel stivner. 

Geleen har en flot farve, når den står med sollys på. 



#applejelly #Apfelgelee

søndag den 24. november 2013

Strikkede julekugler

Strikkede julekugler…havde forsvoret, at dillen ikke skulle springe på mig, men jeg bøjer mig og prøver alligevel. Ikke fordi jeg har brug for dem, men simpelthen fordi jeg bare er nødt til at prøve, for at se hvordan arbejdsgangen er. Og hvad er mere passende, end at blogge dem idag, hvor der kun er en måned til jul.


Jeg har lavet min egen opskrift, og her er diagrammerne og opskriften, hvis du også har lyst til at prøve at strikke dem. Teknikken hedder jaquard, eller nogle kender det måske bedre som norsk mønsterstrik.

Mine kugler er strikket på p 3.5, og flamingokuglen har en diameter på ca.12 cm., dvs. den måler ca. 34 rundt.

Er dit garn tyndere, bliver kuglen selvfølgelig mindre. Prøv dig frem med størrelse. Du kan også udfylde med pladevat, men så er det sværere at få kuglerne pænt runde. 

# knitted christmas ornament # Weihnachtskugel gestrickt



torsdag den 21. november 2013

Netstrømper

Netstrømper og -leggings...havde nogle par på lager, vistnok købt i et håb om, at de sikkert kom i brug på et eller andet tidspunkt. Ved ikke lige hvad det er, der sker, men jeg følte mig mere som en bayonneskinke end som en sild med dem på. Det har nok noget at gøre med stauturen (godt gammelt ord, som på nudansk betyder noget i retning af figur/kropsbygning.) Så langt så godt, men hvad stiller man så lige op med impulsindkøbene?

Jeg tænker altid kreativt og anderledes, måske skulle man vove det ene øje og sige innovativ tænkning, så jeg endte med at kombinere nettet med et par ganske almindelige nylonstrømper, dvs. nylon inderst og nettet udenpå. Der er flere muligheder; enten tone i tone eller også frække farvekombinationer, hvis man er til det. Bare prøv, det er faktisk smart. 



Og så kan det alligevel være, at jeg har dummet mig, for nu kan jeg sikkert ikke have rodekasssen med de billige netstrømper og -leggings for mig selv.

#leggings #stockings #Netzstrumpf #netstrømper