lørdag den 19. oktober 2013

Trier.de

Sidder med et glas rødvin, hjembragt fra Traben-Trarbach ved Mosel, synes det er svært at lægge en god miniferie bag sig, kan da altid kigge lidt på billederne fra Trier, Mosel, de små byer og selvfølgelig alle vinmarkerne. Måske skulle man lave en minifotodagbog?

Trier er Tysklands ældste by, grundlagt år 16 f. kr. Masser af romersk arv og inspiration fra Frankrig. Måske mit rustne latin og franske kan komme mig lidt til gode. Porta Nigra er da vist noget med en port og farven sort. Et imponerende bygningsværk.


Vi bliver i den romerske afdeling. Byen har også et romersk bad, eller resterne af et, Keiserthermen. Vi kiggede på udefra, da der var restaurering, men imponerende bygningsværk.



Herefter videre til amfiteatret, hvor gladiatorerne engang udkæmpede store kampe.


Udover det historiske så er Trier også vin,Federweisser og floden Mosel, der dovent flyder mod Koblenz og Rhinen. Der er rig lejlighed til at smage vinen, se markerne, snuse lidt af stemningen til sig.






Trier ligger i et Dreiländereck, og selvfølgelig var det oplagt at tage en sviptur til Luxembourg. Tilfældigvis var der marked.




Videre til Frankrig, hvor vi besøgte et lille Marché de la Pomme i en lille  bitte by et stykke oppe ad et bjerg. PS Pomme betyder æble, så vidt jeg husker.





Videre gik det tilbage til Tyskland igen. Og for ikke at forglemme det, så kørte vi retur via Schengen. (Kan I huske Schengenaftalen?) Vi havnede i Saarburg, som ligger ved floden Saar, og tilfældigvis var der også marked/byfest her. 












Fire forrygende dage i Trier, meget vin smagt, men der er lige så meget, der ikke er smagt, så vi bliver nok nødt til at gøre turen om en anden gang.


torsdag den 17. oktober 2013

Fotosafari i en efterårsskov

Var egentligt gået over på brakmarken for at grave nogle selvsåede træer op. Fandt en hel del grantræer, et par fyr og egetræer, som nu er plantet i mine altankasser, hvor de skal pynte op her i den kolde og mørke tid. I december skal der pyntes med sløjfer eller kugler, eller hvad der lige er juleagtig.

På min tur tværs over brakmarken bevæbnet med greb, trillebør og telefon fik jeg lyst til en lille sviptur ind i skoven, og her faldt jeg over nogle flotte svampe.



























Hvad de alle hedder, vides ikke. De eneste jeg kender, er den røde fluesvamp og støvbolden. Og så undrer jeg mig i øvrigt over, om fluesvampen starter som en tomatlignende gevækst, og hvorfor de hvide nærmest var selvlysende.

#fungus # svampe # Pilze #Herbst #autumn #efterår

tirsdag den 15. oktober 2013

Træt af opladeledninger og dinglende dimser?

Efterhånden er huset fyldt med alle mulige tekniske og elektriske anordninger, der konstant skal oplades. Ofte er ledningerne korte, og det ender sådan her:


Eller sådan her:



Ikke særligt genialt og irriterende - enten falder det ned med et brag, eller også hænger det og dingler, når man går forbi med risiko for at knække ledningen. (Eller hvad der er værre; inspirerer katten til at lege).

Det må der kunne findes en løsning på. En shampooflaske, en god saks, en papirskabelon, en spritpen og der er konstrueret en lille anordning, der kan hænge på kontakten.



Og når der ikke lades, opbevares ledning og lader i "flasken". Har indtil videre kun lavet denne, men efterhånden som der kommer flere, så er meningen, at alle ledninger og ladere får deres egen "flaske", som får en plads/et søm i "fyrrummet". Her kan de så hænge, indtil de skal bruges, og jeg er fri for ledningsvirvarret i min servanteskål.